Forældelse af krav på yderligere ménerstatning efter rygskade og afvisning af genoptagelse

Tvisten om forældelse

Det centrale juridiske spørgsmål i sagen blev, om klagerens krav var forældet, da sagen blev indbragt for Ankenævnet. Selskabet argumenterede for, at den 3-årige forældelsesfrist jf. Forældelsesloven § 3 var udløbet. Endvidere mente selskabet ikke, at deres gennemgang af de nye scanninger i juni 2024 udgjorde en ny "realitetsbehandling", der kunne afbryde forældelsen eller starte en ny tillægsfrist efter Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5.

Klageren mente derimod, at selskabets forelæggelse af de nye oplysninger for deres lægekonsulent i maj/juni 2024 betød, at der skete en ny sagsbehandling, som burde give en ny 1-årig klagefrist.

Ankenævnet gav ikke klageren medhold, idet nævnet fandt, at kravet var forældet forud for indbringelsen den 12. juni 2025.

Nævnet lagde vægt på, at den generelle 3-årige forældelsesfrist i Forældelsesloven § 3 som udgangspunkt løber fra skadestidspunktet (28. december 2021) eller senest fra anmeldelsestidspunktet (31. december 2021). Da sagen først blev indbragt i juni 2025, var denne frist overskredet.

For så vidt angår tillægsfristen i Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, løber denne i 1 år fra selskabets meddelelse om afslag. Nævnet vurderede, at denne frist løb fra selskabets afgørelse den 13. april 2023, hvorfor kravet også var forældet efter denne beregning.

Afsluttende vurderede nævnet, at selskabets korrespondance i maj/juni 2024 ikke udgjorde en ny realitetsbehandling:

"Nævnet har videre lagt vægt på, at selskabets forelæggelse af mailen med lægelige bilag af 22/5 2024 for selskabets lægekonsulent ikke er en ny realitetsbehandling af klagerens krav, idet det må lægges til grund, at forelæggelsen havde til formål at belyse, om der var nye lægelige oplysninger i sagen, der kunne begrunde genoptagelse af sagen."

Da selskabet eksplicit havde meddelt, at de ikke kunne tilbyde at genoptage sagen, var der ikke grundlag for at anse forældelsen for afbrudt på ny.

• Klageren faldt på en trappe den 1/1 2005 og anmeldte skaden til selskabet den 12/12 2007.
• Selskabet udbetalte 30.000 kr. i erstatning i april 2008 svarende til en méngrad på 5 %.
• Selskabet begrundede afgørelsen med, at klageren havde forudbestående slidforandringer i ryggen, og at ulykken muligvis kun havde været en udløsende faktor for smerterne.
• Klageren anmodede om genoptagelse den 5/1 2015, hvilket selskabet afviste.

Parternes argumenter

• Klageren anførte, at erstatningen var for lav, og at hun ikke havde modtaget selskabets brev fra 2008. Hun stillede spørgsmål ved konstateringen af slidforandringer i ryggen på ulykkestidspunktet.
• Selskabet fastholdt sin afgørelse og henviste til Forsikringsaftaleloven § 29 og Forældelsesloven § 3 om forældelse. Selskabet anførte, at de fremlagte lægelige bilag ikke var nye og allerede var indgået i sagsbehandlingen i 2007/2008.