Fastlæggelse af handelsværdi ved brandskade på ejendom udbudt til salg samt skønsmæssig erstatning for indbo ved manglende dokumentation

Selskabet argumenterede for, at udbudsprisen var den bedste indikator for handelsværdien, især da huset havde været til salg i en måned uden at blive solgt. Klageren anførte derimod, at udbudsprisen var strategisk lav for at sikre et hurtigt salg grundet uoverensstemmelser med en nabo, og at den reelle værdi var markant højere.

Erstatning for indbo og dokumentationsproblemer

Klageren opgjorde et tab af indbo på i alt 132.873 kr. baseret på en detaljeret liste over genstande, herunder et kostbart akvarium til 28.800 kr. og tøj for 15.400 kr. Selskabet nægtede at anerkende dette krav fuldt ud og henviste til Forsikringsaftaleloven § 39 samt forsikringsbetingelsernes krav om dokumentation.

Selskabet lagde vægt på følgende:

• Ved den første besigtigelse efter branden forklarede klageren, at huset stod næsten tomt, og at mange værdier var stjålet ved et tidligere indbrud.
• Fotos optaget af selskabet ved en besigtigelse af en indbrudsskade blot fire uger før branden viste kun begrænset indbo.
• Ejendommen fremstod uistandsat med et stort hul i ydervæggen, hvilket gjorde det muligt for uvedkommende at gå ind og ud.

Selskabet foretog på den baggrund en skønsmæssig opgørelse, som de senere forhøjede fra 25.050 kr. til 39.000 kr. som et endeligt forligstilbud.

Modregning og advokatomkostninger

Selskabet foretog i forbindelse med udbetalingen en modregning på 83.400 kr. Dette beløb stammede fra et regreskrav i en separat sag om et færdselsuheld, hvor selskabet mente, at klageren forsætligt havde påkørt en modpart som led i selvtægt efter et indbrud. Klageren bestred dette og krævede desuden dækning af sine advokatomkostninger i overensstemmelse med Forsikringsaftaleloven § 32.

Ankenævnet traf afgørelse om, at klageren ikke fik medhold i sine krav.

Vedrørende bygningen lagde nævnet vægt på, at ejendommen var udbudt til salg for 275.000 kr. på skadetidspunktet. Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at handelsværdien oversteg dette beløb, navnlig henset til fotos og beskrivelsen i salgsopstillingen, hvoraf det fremgik, at ejendommen krævede total istandsættelse eller nedrivning. Fradraget for grundværdien på 50.000 kr. blev ligeledes godkendt, da klageren selv havde oplyst at have fundet en køber til denne pris.

For så vidt angår indboet, fastslog nævnet, at det er klageren, der har bevisbyrden for sit kravs størrelse. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere selskabets skønsmæssige erstatning på 39.000 kr. Der blev lagt vægt på klagerens egne modstridende forklaringer umiddelbart efter branden, fotos fra en tidligere besigtigelse, samt ejendommens dårlige stand (herunder hullet i gavlen). Nævnet bemærkede desuden, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at en Samsung mobiltelefon befandt sig i ejendommen under branden.

Kravet om advokatomkostninger blev afvist med henvisning til Forsikringsaftaleloven § 32, stk. 3, idet sagens omstændigheder og udfald ikke nødvendiggjorde juridisk bistand, som selskabet skulle dække. Nævnet tog ikke stilling til berettigelsen af modregningen vedrørende autoskaden, da denne sag ikke var en del af den aktuelle klage.

Oversigt over de gældende skattesatser og beløbsgrænser i selskabsskatteloven for 2025 og 2026.

Information om satser i lov om indkomst- og formueskat til staten samt værdiansættelse for erhvervsdrivende.

Selskabet afviste efterfølgende dette og udarbejdede sin egen erstatningsopgørelse på 423.534 kr. Selskabet mente, at Polygons liste kun var en anbefaling, og at de selv fastsatte erstatningen baseret på genstandenes aktuelle markedsværdi og forsikringsbetingelsernes afskrivningstabeller. Fra dette beløb fratrak selskabet en a conto-udbetaling på 100.000 kr. og modregnede 54.325 kr. for påstået for meget udbetalte genhusningsudgifter.

Parternes hovedpåstande

Klagerens påstande: Klageren krævede principalt yderligere 1.003.100 kr. i erstatning. Hun fastholdt, at opgørelsen fra Polygon var en bindende aftale. Hun anførte desuden, at selskabet havde anvendt forkerte værdier, for høje aldersfradrag og uberettiget havde reduceret erstatningen for "kreative ting" fra 300.000 kr. til 10.000 kr. Endelig bestred hun selskabets modregning for genhusningsudgifter. Klageren krævede renter efter Forsikringsaftaleloven § 24 og dækning af advokatomkostninger jf. Forsikringsaftaleloven § 32, stk. 3.

Selskabets påstande: Selskabet krævede frifindelse. De fastholdt, at de ikke var bundet af Polygons opgørelse, og at det er selskabet, der fastsætter erstatningen. De mente, at klageren ikke havde dokumenteret genstandenes alder og værdi tilstrækkeligt, og at deres skønsmæssige værdiansættelse var korrekt. Selskabet anfægtede også en lydfil af en telefonsamtale, som klageren fremlagde som bevis, og argumenterede for, at den var ulovligt optaget og uegnet som bevis, med henvisninger til Straffeloven § 263, stk. 2 og Retsplejeloven § 184, stk. 1.