Nægtelse af EU-borgere ret til medlemskab i politiske partier i bopælsmedlemsstat er traktatbrud og strider mod effektiv valgbarhedsret

Domstolen fastslog, at Republikken Polen havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 22 TEUF.

Domstolens konklusion om valgbarhedens effektivitet

Domstolen fandt, at artikel 22 TEUF’s forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet omfatter enhver national foranstaltning, som skader den effektive udøvelse af valgbarheden ved kommunale valg og valg til Europa-Parlamentet. Det er ikke tilstrækkeligt, at unionsborgere formelt kan stille op som uafhængige kandidater, hvis de derved udelukkes fra de væsentlige midler, som nationale statsborgere har adgang til via partimedlemskab.

• Politiske partier spiller en afgørende rolle i det repræsentative demokrati og fungerer som væsentlige midler til at opstille kandidater.
• Partimedlemskab giver væsentlige fordele, herunder adgang til organisatoriske strukturer, menneskelige og økonomiske ressourcer, samt bedre adgang til medierne (præmis 142, 145-149).
• Den polske lovgivning medfører, at unionsborgere, der er bosat i Polen uden at være statsborgere dér, ikke har lige adgang til disse midler, hvilket skaber ulige betingelser for at være valgbar, og er dermed i strid med artikel 22 TEUF.

Afvisning af national identitet som begrundelse

Domstolen afviste, at den nationale identitet (Artikel 4, stk. 2, TEU) kunne begrunde forbuddet. Retten til valgbarhed i henhold til artikel 22 TEUF er begrænset til kommunale valg og valg til Europa-Parlamentet og berører ikke nationale parlaments- eller præsidentvalg. Medlemsstaten kan stadig vedtage særlige regler for at begrænse ikke-statsborgeres indflydelse på partiets beslutninger vedrørende nationale valg, hvis dette er proportionalt og nødvendigt.