Polske underentreprenører klassificeret som lønmodtagere – Virksomhed hæfter for A-skat og AM-bidrag, herunder 55% trækprocent for medarbejder uden skattekort

Sagen omhandler en murervirksomhed, der i indkomstårene 2017 og 2018 havde fratrukket udgifter til to polske enkeltmandsvirksomheder for udført betonarbejde. Skattestyrelsen anså forholdet for at være lønmodtagerforhold, hvilket medførte pligt for virksomheden til at indeholde A-skat og AM-bidrag af de udbetalte vederlag.

Virksomheden argumenterede for, at der var tale om entreprise, idet de polske arbejdere: selv tilrettelagde deres arbejdstid, var vederlagt på akkord, selv afholdt udgifter til håndværktøj, logi og transport, og de hæftede for fejl og mangler ifølge kontrakterne. Virksomheden gjorde endvidere gældende, at der ikke var udvist forsømmelighed, jf. Kildeskatteloven § 69, stk. 1.

Vurdering af tjenesteforhold

Landsskatteretten (LSR) lagde til grund, at vurderingen skulle ske på baggrund af kriterierne i personskattecirkulæret. LSR fandt, at der var tale om et lønmodtagerforhold baseret på en samlet vurdering af de faktiske omstændigheder:

• Kontrakter: Kontrakterne var generiske, kortfattede og uden præcis afgrænsning af arbejdet, hvilket indikerede, at virksomheden havde hovedansvaret.
• Ansvar: Da de to personer arbejdede på de samme opgaver, var det svært at placere ansvaret for fejl og mangler hos den enkelte, hvilket sidestilles med almindelige lønmodtagerforhold.
• Økonomisk risiko: Virksomheden stillede materialer og maskiner (betonpumper) til rådighed. De afholdte omkostninger (håndværktøj, sikkerhedsudstyr, logi, transport) adskilte sig ikke væsentligt fra, hvad lønmodtagere sædvanligvis afholder. Den økonomiske risiko lå derfor ikke hos de polske arbejdere.
• Fakturering: Virksomheden viderefakturerede mandetimer for de polske arbejdere, virksomhedens ansatte og ejeren på samme fakturaer, hvilket er usædvanligt for reelle entrepriseforhold.

LSR konkluderede, at de udbetalte vederlag måtte anses som lønmodtagerindkomst (A-indkomst), jf. Kildeskatteloven § 43, stk. 1.

Hæftelsesansvar og trækprocent

Virksomheden blev anset for hæftelsesansvarlig for den manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, jf. Kildeskatteloven § 69, stk. 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7. Virksomheden havde ikke godtgjort, at den ikke havde udvist forsømmelighed, idet grundlaget for at anse de to polakker som lønmodtagere var kendt.