Anciennitet for tidsbegrænset ansættelse: EU-retten kræver medregning af tidligere perioder ved fastansættelse, uanset om de ligger før implementeringsfristen for direktiv 1999/70

KV, en tidligere tidsbegrænset ansat hos det italienske nationale forskningsråd (Consiglio Nazionale delle Ricerche, CNR), anlagde sag mod sin arbejdsgiver, da han ved sin fastansættelse den 1. oktober 2001 blev nægtet fuld medregning af den anciennitet, han havde optjent under sine tidligere tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Disse kontrakter, der omhandlede forskningsrelaterede opgaver, løb i perioder mellem 1993 og 2001.

CNR nægtede at anerkende de perioder, der lå før udløbet af fristen for implementering af Rådets direktiv 1999/70/EF (den 10. juli 2001), idet CNR gjorde gældende, at EU-retten ikke havde tilbagevirkende kraft. Den italienske forelæggende ret (Tribunale civile di Padova) ønskede Domstolens vejledning om den tidsmæssige anvendelse (ratione temporis) af rammeaftalens § 4, der fastlægger princippet om ikke-diskrimination, især i lyset af at KVs tidligere ansættelsesforhold faldt ind under forskellige tidsperioder i forhold til direktivets ikrafttræden og implementeringsfrist.

Sagens afgørende spørgsmål var, om rammeaftalens § 4 forpligter medlemsstaterne til at tælle anciennitet optjent under tidsbegrænsede kontrakter med ved fastsættelse af løn og anciennitet i en efterfølgende tidsubegrænset ansættelse, selvom de tidsbegrænsede perioder var fuldstændig afsluttet før implementeringsfristen for EU-direktivet. Sagsøgerens påstand handlede om at få anerkendt den fulde anciennitet og de deraf følgende lønforhøjelser.

Domstolens afgørelse om anciennitetsberegning og tidsmæssig anvendelse

Domstolen fastslog, at § 4, stk. 1 og 4, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse skal fortolkes således, at den er til hinder for, at anciennitet optjent i henhold til tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der helt eller delvist er udført inden udløbet af fristen for gennemførelse af direktiv 1999/70, ikke tages i betragtning ved fastsættelse af arbejdstagerens løn i forbindelse med dennes tidsubegrænsede ansættelse efter denne dato, medmindre denne udelukkelse er begrundet i objektive forhold.

Domstolen afviste, at denne anvendelse udgjorde tilbagevirkende kraft, da tvisten angik de fremtidige virkninger af den optjente anciennitet, nemlig fastsættelsen af lønnen i det tidsubegrænsede ansættelsesforhold, som først blev indgået efter implementeringsfristen.

Domstolens ræsonnement

• Domstolen understregede princippet om, at en ny retsregel finder øjeblikkelig anvendelse på de fremtidige virkninger af en situation, der er opstået, mens den gamle lov var gældende (præmis 39).
• Selvom ansættelsesperioderne lå før implementeringsfristen, vedrører den retlige situation (lønfastsættelsen) en anvendelse af rammeaftalens § 4 efter denne dato.