EU-direktiv 93/13 er til hinder for polsk 'to-kravs teori' og automatisk tvangsfuldbyrdelse ved ugyldige valutaindekserede låneaftaler

Denne sag om præjudiciel forelæggelse fra Sąd Okręgowy w Krakowie (den regionale domstol i Krakow, Polen) vedrører fortolkningen af artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. Sagen omhandler virkningerne af, at aftaler om lån mod pant i fast ejendom, indekseret efter schweizerfranc (CHF), erklæres ugyldige på grund af urimelige vilkår.

Tvisten udspringer af to sager, hvor forbrugerne BL, CY, PU og QS har anlagt sag mod mBank S.A. om tilbagebetaling af ydelser, der er betalt i henhold til ugyldige aftaler, mens banken har anlagt modkrav om tilbagebetaling af de udbetalte lånebeløb.

Den forelæggende ret rejste tvivl om, hvorvidt to aspekter af den polske retspraksis er forenelige med direktiv 93/13/EØF, da de risikerer at afskrække forbrugere fra at påberåbe sig deres rettigheder:

Centrale problemstillinger i polsk ret

• Restitutionsregler ('To-kravs teorien'): Ifølge national retspraksis har forbrugeren og långiveren hver især et særskilt krav på fuld tilbagebetaling af de ydelser, der er præsteret i henhold til den ugyldige aftale. Dette kan tvinge forbrugeren til at tilbagebetale hele det nominelle lånebeløb, uanset om vedkommende allerede har betalt afdrag, der overstiger dette beløb, hvilket lægger en betydelig byrde på forbrugeren.

• Umiddelbar Eksigibilitet (Tvangsfuldbyrdelse): Hvis forbrugeren anerkender bankens krav om tilbagebetaling (ofte for at opnå fordele vedrørende sagsomkostninger), er den nationale domstol forpligtet til automatisk at gøre dommen umiddelbart eksigibel, hvilket udsætter forbrugeren for risiko for øjeblikkelig tvangsfuldbyrdelse og uoprettelig skade.

Domstolen fastslog, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 er til hinder for den nationale retspraksis, der er beskrevet af den forelæggende ret, da denne praksis svækker den afskrækkende virkning og det beskyttelsesniveau, direktivet tilsigter.

Afvisning af 'To-kravs teorien'

Domstolen afgjorde, at det er i strid med direktiv 93/13, at en erhvervsdrivende er berettiget til at kræve tilbagebetaling af hele det nominelle lånebeløb, uanset størrelsen af de afdrag, som forbrugeren allerede har betalt i henhold til den ugyldige aftale. En sådan fremgangsmåde:

• Sikrer ikke, at ligevægten mellem aftaleparterne genindføres.
• Modvirker direktivets formål om at sikre en effektiv afskrækkelse af erhvervsdrivende fra at anvende urimelige vilkår.

Domstolen understregede, at de nationale retsinstanser skal fortolke national ret i overensstemmelse med EU-retten, hvilket kan nødvendiggøre en ændring af fast national retspraksis, hvis denne er uforenelig med direktivets formål.