Strategisk Miljøvurdering (SMV) er ikke påkrævet for nationale retsakter, der udpeger særlige bevaringsområder (Natura 2000) og fastsætter beskyttelsesforanstaltninger

Sagen angik en præjudiciel forelæggelse fra Niedersächsisches Oberverwaltungsgericht i Tyskland vedrørende lovligheden af en bekendtgørelse udstedt af Landkreis Osnabrück. Bekendtgørelsen udpegede et område, kaldet »Bække i Artland«, som landskabsbeskyttelsesområde og et væsentligt element i en Natura 2000-lokalitet (særligt bevaringsområde, SBA).

Sagsøgeren, Umweltforum Osnabrücker Land e. V., anfægtede bekendtgørelsens lovlighed, idet de gjorde gældende, at der var sket tilsidesættelse af miljøbestemmelser, da Landkreis Osnabrück ikke havde foretaget en strategisk miljøvurdering (SMV) i henhold til direktiv 2001/42/EF (SMV-direktivet) forud for vedtagelsen.

Centrale EU-retlige spørgsmål

Det centrale spørgsmål for Domstolen var, om en sådan national retsakt, der udpeger et SBA og fastsætter et detaljeret sæt af forbud (§ 4) og undtagelser (§ 5) vedrørende menneskelige aktiviteter som landbrug, skovbrug og fiskeri i området, udgjorde et »plan eller program«, for hvilket der kræves en miljøvurdering i henhold til SMV-direktivet, jf. artikel 3, stk. 2, litra b), sammenholdt med artikel 6, stk. 3, i Habitatdirektivet (direktiv 92/43/EØF).

Kravet om vurdering under SMV-direktivet aktiveres kun, hvis planen/programmet kræver en vurdering i medfør af Habitatdirektivets artikel 6 eller 7. Habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, fastsætter, at vurdering kun er påkrævet for planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning.

Domstolen konkluderede, at en retsakt, hvorved en medlemsstat udpeger en lokalitet som særligt bevaringsområde og fastsætter den retlige beskyttelsesordning for dette område – herunder forbud og de dertil knyttede undtagelser for eksisterende aktiviteter – ikke er omfattet af kravet om strategisk miljøvurdering (SMV).

Domstolens begrundelse

• Domstolen bekræftede sin hidtidige praksis om, at en retsakt, hvorved en lokalitet udpeges som særligt bevaringsområde, efter sin karakter er direkte forbundet med eller nødvendig for lokalitetens forvaltning (jf. Habitatdirektivets artikel 6, stk. 3).
• De bevaringsforanstaltninger, som medlemsstaten skal iværksætte i henhold til Habitatdirektivets artikel 6, stk. 1, kan bestå i at indføre en retlig ordning, der begrænser menneskelige aktiviteter, herunder de nødvendige forbud og undtagelser.
• Domstolen fastslog, at de bestemmelser, der fastsætter undtagelser (såsom for fiskeri, landbrug og skovbrug) i den tyske bekendtgørelse (§ 5), er en integreret del af de foranstaltninger, der er nødvendige for at fastlægge den retlige ordning til beskyttelse af lokaliteten, og skal dermed anses for at være »direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning«.