Regionale begrænsninger for ELFUL-udligningsgodtgørelse: Driftssted som kriterium strider mod EU-retten (C-239/23)

Karl und Georg Anwander GbR Güterverwaltung, en landbrugsbedrift med driftssted i den tyske delstat Baden-Württemberg, rejste sag mod Land Baden-Württemberg, efter at sidstnævnte afviste en ansøgning om udligningsgodtgørelse for landbrugsarealer beliggende i nabodelstaten Bayern. Begge delstater havde regionalt programmeret støtte under Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) for bjergområder og områder med naturbetingede begrænsninger i henhold til forordning (EU) nr. 1305/2013, artikel 31 og 32.

Tyskland har valgt at implementere ELFUL via et sæt separate regionale programmer. Sagsøgeren, hvis bedrift lå på tværs af delstatsgrænsen, blev afvist støtte for arealerne i Bayern af myndighederne i Baden-Württemberg, fordi arealerne ikke lå inden for Baden-Württembergs område. Desuden anvendte de nationale administrative regler landbrugerens driftssted som et afgørende kriterium for ydelse af støtten, hvilket i praksis udelukkede støtte for arealer beliggende i en anden region/delstat, selvom disse arealer var officielt udpegede som støtteberettigede.

Den forelæggende tyske ret ønskede præciseret, om denne nationale praksis, der anvender driftsstedet som betingelse og territorialt begrænser støtten til den udbetalende regions grænser, er forenelig med EU-retten. Domstolen skulle i den forbindelse afgøre rækkevidden af medlemsstaternes skønsbeføjelse, og om artikel 31 og 32 giver landbrugere en direkte EU-retlig ret til kompensation, når ordningen er indført.

Domstolen fastslog, at implementeringen af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) via regionale programmer tillader en territorial begrænsning af støtteforanstaltninger, men at tilføjelse af administrative kriterier, der ikke er relateret til arealet, er ulovlig.

Afgørelse vedrørende territorial begrænsning og driftsstedskriteriet

Domstolen besvarede de første to spørgsmål som følger:

• Artikkel 31 og 32 i forordning nr. 1305/2013 er ikke til hinder for en national lovgivning eller administrativ praksis, der udelukker ydelse af udligningsgodtgørelse, hvis de støtteberettigede arealer er beliggende uden for den region i medlemsstaten, hvis program om udvikling af landdistrikterne fastsætter godtgørelsen (P. 65). Dette skyldes, at regional programmering (Art. 6(2)) tillader en særskilt og selvstændig forvaltning for hvert regionalt program (P. 47).
• De samme bestemmelser er derimod til hinder for, at landbrugerens driftssted anvendes som kriterium for ydelse af støtten (P. 65). Kriterierne for støtteberettigelse i Art. 32 er udtømmende og baseret på biofysiske eller naturlige kendetegn ved arealet. Driftsstedskriteriet er ikke relateret til disse objektive kriterier (P. 61) og hindrer forordningens effektive virkning og strider mod princippet om forbud mod forskelsbehandling (Art. 40 TEUF) (P. 64).