Fortolkning af eIDAS-forordningen: National lovgivning kan stille krav om specifikt elektronisk kommunikationssystem for indgivelse af elektronisk underskrevne processkrifter (Sag C-302/23)

Marek Jarocki indgav en anmodning om fuldbyrdelsespåtegning til en polsk domstol via e-mail, underskrevet med en polsk »tillidssignatur«. Domstolen afviste processkriftet med henvisning til formelle mangler, idet domstolen ikke rådede over det specifikke elektroniske kommunikationssystem, som national lovgivning kræver for elektroniske indgivelser af processkrifter i henhold til den civile retsplejelov.

Sagen rejste spørgsmålet om, hvorvidt EU's eIDAS-forordning (Forordning nr. 910/2014) – særligt princippet om ikke-diskrimination af elektroniske signaturer – forpligter nationale domstole til at acceptere elektronisk underskrevne processkrifter, selvom de indgives uden om det specifikke elektroniske kommunikationssystem, som national procedurelovgivning foreskriver.

Centrale spørgsmål til Domstolen

• Skaber artikel 25 i eIDAS-forordningen en pligt for nationale domstole til at modtage et processkrift, der er underskrevet elektronisk, uanset indgivelsesmetoden?
• Er anvendelsen af eIDAS-bestemmelserne om elektroniske signaturer betinget af, at medlemsstaten har anmeldt sin nationale elektroniske identifikationsordning til Europa-Kommissionen?

Polen, Tjekkiet, Frankrig, Italien og Europa-Kommissionen afgav indlæg i sagen, hvor fokus var på balancen mellem EU-rettens krav om anerkendelse af elektroniske signaturer og medlemsstaternes ret til at fastsætte proceduremæssige formkrav for kommunikation med retsvæsenet.

Domstolen fastslog, at artikel 2, stk. 1 og 3, samt artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 910/2014 ikke er til hinder for en national lovgivning, der kun tillader elektronisk indgivelse af et processkrift, der er underskrevet elektronisk, når indgivelsen sker ved hjælp af et passende elektronisk kommunikationssystem, som domstolen rent faktisk råder over.

Domstolens ræsonnement

• Anvendelsesområde for eIDAS: Domstolen præciserede, at forordningens bestemmelser om elektroniske signaturer (Kapitel III) finder anvendelse uanset, om den pågældende medlemsstat har anmeldt sin elektroniske identifikationsordning (Kapitel II) til Kommissionen i henhold til forordningens artikel 9. De to kapitler har forskellige anvendelsesområder.
• Princippet om ikke-diskrimination: Artikel 25, stk. 1, i eIDAS forbyder nationale retter at nægte en elektronisk signatur retsvirkning eller beviskraft alene af den grund, at den er i elektronisk form eller ikke opfylder kravene til en kvalificeret elektronisk signatur.
• Bevarelse af Formkrav: Domstolen understregede, at forordningen, jf. artikel 2, stk. 3, ikke påvirker national ret vedrørende proceduremæssige forpligtelser, der vedrører formkrav. Proceduremæssige formaliteter, der fastsætter de nærmere fremgangsmåder for indgivelse af processkrifter til domstolene, er dermed ikke berørt af eIDAS-forordningen.