Arbejdsgivers pligt til anmeldelse af arbejdsulykke efter fysisk overgreb på restaurant

Afgørelsen er truffet i medfør af Lov om arbejdsmiljø § 77, stk. 1.

Episoden den 27. Marts 2007

Den 27. marts 2007 fandt en episode sted i frokoststuen. Sagsøgeren forklarede, at sagsøgte tog fat i hendes arm, trak hende tæt ind til sig, lod sin hånd glide ned på hendes balle, og forsøgte at kysse hende på munden og kinden. Hun forsøgte at skubbe ham væk, men han trak hende ind til sig igen og forsøgte at kysse hende endnu en gang. Sagsøgeren fik til sidst skubbet sagsøgte væk, hvorefter han forlod rummet. Sagsøgeren begyndte at ryste voldsomt og græde. Hun fortalte en kollega, at hun havde fået et epilepsianfald, hvilket hun senere forklarede var en undskyldning, da hun frygtede ikke at blive troet.

Efterspil og Følger

Efter episoden blev sagsøgeren sygemeldt, og elevforholdet blev senere ophævet. Sagsøgeren meddelte HK, at hun var blevet chikaneret. Hun oplevede langvarige psykiske følger, herunder rysteture, gråd, mareridt, og vanskeligheder ved at være i store forsamlinger eller alene. Hun fik også barrierer i forhold til ældre mænd og måtte opgive sin nye læreplads. En patientjournal fra februar 2007 bekræftede, at sagsøgeren havde oplyst at være udsat for sexchikane på arbejdspladsen og var sygemeldt.

Parternes Påstande

• Sagsøgerens påstand: HK/Danmark, som mandatar for sagsøgeren, nedlagde påstand om, at sagsøgte skulle betale 100.000 kr. med procesrente fra den 12. juli 2007 (subsidiært 18. juli 2007) for 50.000 kr. og fra den 29. februar 2008 for de resterende 50.000 kr.
• Sagsøgtes påstand: Sagsøgte nedlagde påstand om frifindelse.

Sagsøgtes Forklaring

Sagsøgte, der var tæt på 80 år, benægtede at have krænket sagsøgeren seksuelt. Han forklarede, at han ikke var ansat i butikken, men kørte varer ud som modydelse for at låne lokaler. Han hilste jævnligt på sagsøgeren, og de havde en naturlig omgangstone. Han bestred at have givet hende knus eller klap på skulderen, men mente, at sagsøgeren selv havde lavet trutmund til ham. Han forklarede, at han den 27. marts 2007 blot klappede sagsøgeren på skulderen og sagde velbekomme, hvorefter han forlod frokoststuen. Han mente, at sagsøgerens forklaring var opspind og blev chokeret over beskyldningerne.

Vidneforklaringer

Flere vidner, herunder ansatte i butikken og sagsøgerens familie, afgav forklaringer:

• HK-konsulent (Vidne 5): Bekræftede sagsøgerens henvendelse om overfald og hendes rystede tilstand. Vidnet forsøgte at finde en ny læreplads til sagsøgeren og bekræftede, at sagsøgeren ikke skiftede forklaring. Vidnet fornemmede, at de andre ansatte ikke var interesserede i sagsøgerens tilbagevenden.
• Sagsøgerens far (Vidne 6): Forklarede, at han hentede sin datter, som græd og rystede. Hun fortalte ham først om aftenen, hvad der var sket. Han bekræftede, at sagsøgeren var blevet mere stille og psykisk sårbar efter episoden.
• Sagsøgerens kæreste (Vidne 4): Fortalte, at sagsøgeren var helt ude af sig selv, græd og rystede, da han kom hjem. Han bekræftede sagsøgerens forklaring om overgrebet og de markante ændringer i hendes adfærd efterfølgende, herunder frygt for at være alene og kraftige reaktioner ved synet af sagsøgte.
• Sagsøgerens kærestes mor (Vidne 7): Fik fortalt om overgrebet af sin søn og bekræftede sagsøgerens dårlige tilstand. Hun kendte til sagsøgerens epilepsi og bekræftede, at sagsøgeren brugte dette som undskyldning.
• Virksomhedens ejere (Vidne 1 og Vidne 3): Forklarede, at sagsøgeren oplyste at lide af epilepsi. De beskrev sagsøgeren som en stille person, der kunne virke fraværende. De bekræftede, at sagsøgte var en ven af huset uden ansættelsesforhold og havde en gemytlig omgangstone med de ansatte, herunder klap på skulderen og knus. De modtog klager fra sagsøgerens mor om overgrebet, men ingen af de andre ansatte kunne bekræfte lignende oplevelser med sagsøgte. De troede ikke på sagsøgerens historie og mente, at hun fandt på den for at komme ud af ansættelsesforholdet.
• Andre ansatte (Vidne 2, 8, 9, 10, 11): Beskrev sagsøgte som en bedstefar-type med en god omgangstone. De havde ikke oplevet seksuelt betonet adfærd fra sagsøgte og havde svært ved at tro på sagsøgerens beskyldninger. Flere vidner bekræftede, at sagsøgeren virkede stille og indesluttet, og at hun oplyste at have epilepsi.