Hæftelsesansvar for manglende A-skat og AM-bidrag: Landsskatteretten anser polske underleverandører som lønmodtagere i tjenesteforhold

Sagen omhandler et dansk selskabs pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidrag) af vederlag udbetalt til to polske enkeltmandsvirksomheder i 2018 og 2019. Skattestyrelsen havde anset forholdet som et tjenesteforhold, hvorefter selskabet blev pålagt at hæfte for den manglende indeholdelse på i alt 401.773 kr. Selskabet påstod, at der var tale om reelle entrepriseforhold baseret på indgåede kontrakter, og at selskabet i øvrigt ikke hæftede, da de skattepligtige personer ikke var identificeret, jf. Kildeskatteloven § 68.

Vurdering af tjenesteforhold

Landsskatteretten foretog en samlet bedømmelse af forholdet mellem det danske selskab og de polske enkeltmandsvirksomheder i lyset af kriterierne i Personskattecirkulæret. Retten lagde vægt på flere momenter, der talte for et lønmodtagerforhold:

• Kontrakters karakter: Kontrakterne var generiske, kortfattede og uden specificeret opgavebeskrivelse, tidsplan eller kontraktsum, hvilket er atypisk for entrepriser.
• Instruktionsbeføjelse: Kontrakterne forpligtede selskabet til at træne de polske virksomheder i nødvendige værktøjer og metoder for at sikre korrekt udførelse, hvilket indikerede instruktions- og tilsynsbeføjelser fra selskabets side.
• Økonomisk risiko: De polske virksomheder afholdt ikke driftsomkostninger, der væsentligt adskilte sig fra det, lønmodtagere sædvanligvis afholder. Materialeudgifter blev afholdt af selskabets kunder (og dermed reelt af selskabet), hvilket betød, at de polske virksomheder primært leverede arbejdskraft.
• Ansvar: Selvom der var et 'back-to-back'-vilkår om ansvar i kontrakterne, vurderede Landsskatteretten, at den upræcise opgavebeskrivelse gjorde det vanskeligt at håndhæve ansvaret for fejl og mangler over for de polske virksomheder i praksis. Dermed bar det danske selskab den overvejende økonomiske risiko og det primære ansvar over for kunderne.

Retten konkluderede, at de udbetalte vederlag skulle henføres til lønmodtagerindkomst i henhold til Kildeskatteloven § 43, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse i sin helhed.

Landsskatteretten fandt, at ejerne af de to polske enkeltmandsvirksomheder stod i et tjenesteforhold til selskabet ved udførelsen af arbejdet i 2018 og 2019, og at vederlaget dermed var lønmodtagerindkomst, jf. Kildeskatteloven § 43, stk. 1. Det forhold, at fakturaerne var pålagt moms og angivet i VIES-systemet, kunne ikke ændre denne vurdering.