Retten til ny straffesag for tiltalt på flugt: Fortolkning af udeblivelsesdomme i henhold til direktiv 2016/343

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien) vedrørende fortolkningen af artikel 8 og 9 i direktiv (EU) 2016/343 om retten til at være til stede under retssagen, set i lyset af bulgarsk national ret.

Den tiltalte, IR, blev i 2016 tiltalt for alvorlige skatte- og afgiftslovsovertrædelser. Han modtog den indledende tiltalerejsning i forundersøgelsesfasen, men flygtede derefter og var ikke til at finde, da de kompetente myndigheder forsøgte at forkynde det endelige anklageskrift og underrette ham om tid og sted for retssagen.

Den bulgarske strafferetsplejelov (artikel 423, stk. 1) fastsætter, at en person dømt in absentia mister retten til en ny retssag, hvis vedkommende er flygtet efter at være blevet underrettet om den oprindelige tiltale. Dette skaber konflikt med direktiv 2016/343, som kræver en ny retssag, medmindre den tiltalte enten blev korrekt underrettet om selve retssagen og konsekvenserne af udeblivelse, eller var repræsenteret af en befuldmægtiget advokat.

Hovedspørgsmålet var, om national ret, der automatisk nægter en ny retssag baseret på flugt efter den indledende underretning – uagtet om den tiltalte kendte til den faktiske retssag og dens konsekvenser – er forenelig med EU-rettens minimumsgarantier.

Centrale spørgsmål til Domstolen:

• Kan artikel 8 og 9 i direktiv 2016/343 fortolkes således, at den udelukker en national regel, der nægter en ny retssag til en flygtet person, der kun blev underrettet om den indledende tiltale og som under retssagen repræsenteres af en ex officio beskikket advokat uden kontakt?
• Kræver EU-retten (Direktiv 2016/343 og Charterets artikel 47), at den nationale ret undlader at afsige en udeblivelsesdom, hvis det er sikkert, at den øverste kassationsdomstol vil nægte den dømte den EU-retligt garanterede ret til en ny retssag?

Domstolen fastslog, at artikel 8 og 9 i direktiv 2016/343 ikke er til hinder for en national lovgivning, der udelukker retten til en ny retssag for en person dømt in absentia efter flugt, forudsat at denne udelukkelse begrænses tilfælde, hvor EU-rettens minimumskrav til en retfærdig rettergang er overholdt.

Domstolens konklusion vedrørende den nationale udelukkelse

• Den nationale lovgivning (Bulgariens strafferetsplejelov) er kun forenelig med direktivet, hvis den sikrer, at udelukkelsen fra retten til en ny retssag kun gælder for personer, der:
• Kan anses for at være underrettet om retssagen: Dette kræver, at der foreligger præcise og objektive indicier for, at den tiltalte bevidst har unddraget sig retsforfølgning og forhindret officiel underretning, efter at have modtaget tilstrækkelig information til at vide, at en retssag var nært forestående (eksempelvis ved at forlade den adresse, der blev meddelt under forundersøgelsen, efter at have modtaget den indledende tiltale).