National myndigheds kompetence til at udvide tilbagebetalingspligten for statsstøtte ved økonomisk kontinuitet

Begrundelse for medlemsstaternes kompetence

Kommissionens afgørelse om tilbagebetaling er rettet til den pågældende medlemsstat (Italien), som i henhold til artikel 288 TEUF har pligt til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til en omgående og effektiv gennemførelse af afgørelsen.

• Tilbagebetalingsforpligtelsens hovedformål er at fjerne den konkurrencefordrejning, der er forårsaget af den ulovlige støtte.
• Dette indebærer, at støtten skal tilbagesøges hos den virksomhed, der faktisk nyder godt af fordelen. Hvis fordelen er overført efter Kommissionens afgørelse (f.eks. via salg eller leasing af aktiver, som i dette tilfælde), er de nationale myndigheder forpligtet til at spore og identificere den nye faktiske modtager for at sikre afgørelsens fulde virkning.
• Identifikationen af den oprindelige modtager i Kommissionens afgørelse er kun et øjebliksbillede og er ikke bindende i forhold til senere overførsler af den økonomiske aktivitet.

Procedureretlige garantier

Domstolen fastslog, at de grundlæggende rettigheder i Chartret er sikret, selvom den nye støttemodtager (Scai Srl) ikke kunne anlægge direkte annullationssøgsmål mod Kommissionens afgørelse.

• Den faktiske støttemodtager er sikret ret til en effektiv domstolsbeskyttelse (artikel 47 i Chartret) ved de nationale domstole, hvor selskabet kan anfægte den nationale tilbagebetalingsretsakt. I denne proces kan selskabet indirekte anfægte gyldigheden af Kommissionens oprindelige afgørelse.
• Finder den nationale domstol et ugyldighedsanbringende begrundet, skal den forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål om gyldighed.
• Desuden påhviler det de nationale administrative myndigheder at sikre overholdelse af retten til forsvar (kontradiktionsprincippet) for den faktiske støttemodtager i den nationale procedure, der fører til konstateringen af økonomisk kontinuitet og udstedelsen af tilbagebetalingspåbuddet (artikel 41 i Chartret).

Retten afviste annullationssøgsmålet med den begrundelse, at appellanterne ikke havde godtgjort en tilstrækkelig søgsmålsinteresse, idet hverken et erstatningssøgsmål anlagt ved de nationale domstole eller et søgsmål om tilbagesøgning af støtte kunne begrunde en sådan interesse.

For Domstolen argumenterede appellanterne for, at Retten havde begået retlige fejl ved vurderingen af deres søgsmålsinteresse og tilsidesat artikel 263, stk. 4, TEUF ved ikke at fastslå, at de var umiddelbart og individuelt berørt af Kommissionens afgørelse.

Kommissionen anførte, at appellanternes argumenter var ubegrundede, da Mory-selskaberne var under likvidation og dermed ikke længere konkurrerede, og at annullationen af den omtvistede afgørelse ikke ville udgøre en egentlig interesse inden for rammerne af et erstatningssøgsmål.

Domstolen ophævede Rettens kendelse og afviste herefter annullationssøgsmålet. Domstolen fandt, at Retten havde begået en retlig fejl ved at fastslå, at appellanterne ikke havde godtgjort deres søgsmålsinteresse, men stadfæstede, at appellanterne ikke var individuelt berørt af Kommissionens afgørelse, da de ikke havde fremlagt tilstrækkelige beviser for, at deres konkurrencemæssige stilling var væsentligt påvirket af den omhandlede støtte.