Landsskatteretten stadfæster afslag på befordringsfradrag, da klageren var selvstændig erhvervsdrivende og ikke lønmodtager.

Sagen omhandler, hvorvidt en klager var berettiget til befordringsfradrag på 75.609 kr. for indkomståret 2021 for kørsel mellem bopæl og et fast arbejdssted. Klageren var stifter og ejer af en enkeltmandsvirksomhed inden for vejgodstransport og havde angivet fradrag for 197 arbejdsdage med en daglig kørsel på 266 km.

Skattestyrelsen afviste fradraget fuldt ud (0 kr.), idet klageren ifølge styrelsens oplysninger ikke havde modtaget lønindkomst i 2021 og derfor ikke havde haft kørsel til og fra arbejde, der var fradragsberettiget efter Ligningsloven § 9 C, stk. 1 og 2.

Klagerens argumenter

Klageren fastholdt, at befordringsfradraget skulle godkendes, da bopæl og virksomhed havde forskellige adresser. Klageren forklarede, at kørslen foregik:

• Fra bopælsadressen til arbejdsstedsadressen ([adresse3], [by4]) i privat bil.
• Fra arbejdsstedsadressen anvendte klageren en varebil/kølebil indregistreret til sin virksomhed ([virksomhed1]) til at udføre transportopgaverne. Årsagen var, at det var mere økonomisk rentabelt at benytte en mindre personbil til transporten til og fra [by4] end en større varebil.

Klageren fremlagde årsrapport og årsopgørelse for 2021 og bemærkede, at da klageren drev enkeltmandsvirksomhed, var der ikke indberettet løn, men derimod overført midler fra virksomheden til den private konto. Det fremgik desuden af virksomhedens regnskaber, at der allerede var bogført udgifter til brændstof, vedligeholdelse, vægtafgift, forsikringer samt bro- og parkeringsafgifter for i alt 997.030,13 kr., samt leasingudgifter for 114.834,83 kr.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Retten fastslog, at Ligningsloven § 9 C, stk. 1 og Ligningsloven § 9 C, stk. 2 giver lønmodtagere ret til fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads, og det er en afgørende forudsætning, at der er tale om befordring til og fra en indtægtsgivende arbejdsplads.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Klageren var selvstændigt erhvervsdrivende, og kørslen var foretaget som led i denne virksomhed.
• Klageren havde ikke godtgjort at have været ansat hos den virksomhed, hvortil befordringen angiveligt fandt sted ([virksomhed2] ApS).
• Klageren havde ikke modtaget lønindkomst fra [virksomhed2] ApS.
• Faktiske udgifter til kørsel i forbindelse med transportopgaverne var allerede fratrukket i virksomhedens regnskab.