Ordningen for handel med emissionskvoter: Gyldigheden af registerregler om transaktioners uigenkaldelighed efter dom om EU-retsakts ugyldighed

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Helsingin hallinto-oikeus (Forvaltningsdomstolen i Helsinki, Finland) vedrørende fortolkningen og gyldigheden af Kommissionens forordning (EU) nr. 389/2013 om EU-registret for handel med drivhusgasemissioner (EU ETS).

Det finske selskab Metsä Fibre Oy driver et anlæg, der i årene 2013-2017 havde tilbageleveret et stort antal emissionskvoter i henhold til EU-regler, der senere blev erklæret ugyldige af Domstolen i den såkaldte Schaefer Kalk-dom (C-460/15). Denne ugyldighed betød, at Metsä Fibre havde tilbageleveret ca. 115.000 kvoter for meget.

Selskabets dilemma

Selvom den nationale energimyndighed (Energiavirasto) anerkendte overskuddet, afviste den at tilbageføre kvoterne til selskabets konto i EU-registret. Dette skyldtes de strenge regler om transaktioners endegyldighed og de korte frister (fem hverdage) for tilbageførsel af fejlbehæftede transaktioner fastsat i artikel 70 i forordning nr. 389/2013. Da Metsä Fibre efterfølgende havde foretaget store miljøinvesteringer, var selskabets emissioner nu så lave, at det ville tage op til syv tusind år at anvende det krediterede overskud på deres nuværende anlægskonto.

Metsä Fibre argumenterede for, at manglen på en reel mulighed for at udnytte de overskydende kvoter reelt udgjorde en konfiskation og dermed en krænkelse af ejendomsretten sikret i Chartrets artikel 17. Den forelæggende ret spurgte derfor, om artiklerne 40 og 70 i forordning nr. 389/2013 var ugyldige i lyset af ejendomsretten, da de forhindrede en effektiv tilbagelevering af kvoterne.

Domstolen fastslog, at gennemgangen af det præjudicielle spørgsmål intet havde frembragt, der kunne rejse tvivl om gyldigheden af artiklerne 40 og 70 i forordning nr. 389/2013 vedrørende transaktioners endelige og uigenkaldelige karakter og fristerne for deres tilbageførsel.

Begrundelsen for gyldighed

Domstolen anerkendte, at ordningen for EU-registret nødvendiggør en streng ordning for transaktioners endegyldighed for at sikre systemets og markedets stabilitet. Dette betyder, at en senere erklæring om ugyldighed af et underliggende EU-retsgrundlag ikke i sig selv giver anledning til tilbageførsel af en allerede afsluttet transaktion (tilbageleveringen af kvoter).

Domstolen understregede dog, at selvom transaktionen er uigenkaldelig i registret, sikrer artikel 40, stk. 3, tredje afsnit, at den berørte driftsleder har adgang til alternative retsmidler:

En kontohaver eller en tredjepart må ikke forhindres i at udøve en rettighed eller stille et krav, som følger af den underliggende transaktion, og som denne kan have i henhold til lovgivningen, herunder til omstødelse, tilbagelevering eller skadeserstatning i tilknytning til en transaktion, som er blevet endelig i EU-registret.