Definition af 'reklametilbud' under e-handelsdirektivet – Oplysningspligt ved annoncering af fakturakøb

Denne sag om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF (E-handelsdirektivet), som fastsætter gennemsigtighedskrav for kommerciel kommunikation i informationssamfundstjenester.

Sagen opstod mellem den tyske forbrugersammenslutning, Verbraucherzentrale Hamburg e.V., og onlinehandelsvirksomheden bonprix Handelsgesellschaft mbH. Tvisten omhandlede bonprix' reklame for betalingsformen »Nemt køb på faktura« på selskabets websted. Forbrugersammenslutningen mente, at denne reklamepraksis var vildledende, da den udelod væsentlige oplysninger: at muligheden for fakturakøb var betinget af en forudgående positiv kreditvurdering af forbrugeren.

De tyske lavere domstole havde tidligere afgjort, at fakturakøb ikke udgjorde et 'reklametilbud', da det ikke indebar en betydelig økonomisk fordel, der var specifik for et sådant tilbud. Den forelæggende ret, Bundesgerichtshof, ønskede derfor Domstolens præcisering af, om begrebet »reklametilbud« i direktivet omfatter en betalingsbetingelse, der tilbyder en mindre økonomisk værdi, men øget retlig og sikkerhedsmæssig interesse for forbrugeren (som f.eks. udsat betaling og nemmere håndtering ved ophævelse af kontrakten).

Fortolkningen af 'reklametilbud' og oplysningspligten

Domstolen fastslår, at artikel 6, litra c), i direktiv 2000/31 skal fortolkes bredt, og at begrebet »reklametilbud« omfatter reklamebudskaber, der henviser til særlige betalingsformer som fakturakøb, forudsat at disse giver modtageren en objektiv, sikker og adfærdspåvirkende fordel.

Domstolen afviser argumentet om, at et reklametilbud nødvendigvis skal indebære en væsentlig økonomisk fordel. Betydningen af fordelen er ikke afgørende, da den kan være monetær, retlig eller blot praktisk (præmis 32).