Utilstrækkelige sanktioner mod misbrug af tidsbegrænset ansættelse i spansk offentlig sektor – Rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse

Denne præjudicielle afgørelse vedrører fortolkningen af § 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der er bilag til direktiv 1999/70/EF, i forbindelse med misbrug af på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold i den spanske offentlige sektor, særligt i Catalonien. Sagerne er anlagt af ikkefastansatte medarbejdere (KT, HM, VD), hvoraf nogle har arbejdet i årtier i midlertidige stillinger, der reelt dækker faste og varige behov i forvaltningen og retsvæsenet.

Domstolen fastslår, at den spanske lovgivning og retspraksis, der fastsætter visse foranstaltninger til at adressere misbrug af tidsbegrænset ansættelse i den offentlige sektor, er i strid med Rammeaftalens § 5, da de ikke udgør tilstrækkeligt effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner. Misbruget opstår, når stillinger dækket af midlertidigt ansatte ikke besættes permanent inden for de nationale frister, og derved dækker faste snarere end midlertidige behov.

Manglende effektivitet af nationale sanktioner

Domstolen analyserede to centrale spanske foranstaltninger – afholdelse af udvælgelsesprøver og økonomisk godtgørelse – og fandt dem utilstrækkelige:

• Afholdelse af almindelige, åbne udvælgelsesprøver, herunder stabiliseringsprøver under Lov nr. 20/2021, anses ikke for at være en sanktionsforanstaltning mod misbrug. Disse prøver, hvis resultat er usikkert for den berørte arbejdstager, fritager ikke medlemsstaten for at fastsætte en passende sanktion, der eliminerer konsekvenserne af misbruget.
• En økonomisk godtgørelse på 20 dages løn pr. tjenesteår, begrænset til højst 12 måneders løn, som kun tildeles arbejdstagere, der ikke består udvælgelsesprøven, er heller ikke effektiv. Denne ordning, der har et dobbelt loft, kan ikke give mulighed for en fuld, forholdsmæssig og effektiv kompensation for den skade, der følger af misbruget, især ikke efter mange års usikker ansættelse. Den er i strid med proportionalitetsprincippet og princippet om fuld erstatning for lidte tab.

National domstols pligt

I mangel af passende nationale foranstaltninger påhviler det de nationale domstole at fortolke og anvende national ret – herunder forfatningsbestemmelser og retspraksis – i overensstemmelse med Rammeaftalens § 5 og Chartrets artikel 47 (effektiv retsbeskyttelse). Ændringen af det misbrugsbaserede tidsbegrænsede ansættelsesforhold til et tidsubegrænset ansættelsesforhold kan udgøre en sådan effektiv sanktion, forudsat at en sådan fortolkning ikke indebærer en fortolkning contra legem af national ret. Dette betyder, at domstolen skal tilsidesætte fast national retspraksis, hvis den er uforenelig med EU-rettens formål, men ikke fortolke national lovgivning i strid med dens klare ordlyd.