Præcisering af begrundelseskrav for telekommunikationsovervågning: National lovgivning må stille strengere krav end EU-minimumsstandarder

Sagen angår en præjudiciel anmodning fra Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien) vedrørende fortolkningen af direktiv 2002/58/EF (e-Privacy-direktivet) og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret) i forbindelse med retsafgørelser om godkendelse af telefonaflytning i straffesager.

Denne sag er en opfølgning på Domstolens tidligere afgørelse i sag C-349/21 (HYA I), hvor Domstolen fastslog, at en national praksis, hvor retsafgørelser om godkendelse af aflytning blev udarbejdet efter et standardforlæg uden individuel begrundelse, var forenelig med EU-retten, hvis begrundelsen let og utvetydigt kunne udledes ved at sammenholde afgørelsen med anklagemyndighedens detaljerede anmodning, som var tilgængelig for forsvaret.

Den forelæggende domstol gjorde gældende, at bulgarsk national ret (herunder forfatningen og strafferetsplejeloven) udtrykkeligt kræver, at selve retsafgørelsen om godkendelse skal indeholde en udtrykkelig skriftlig begrundelse – et strengere krav end den model, Domstolen undersøgte i HYA I. Hovedspørgsmålet var, om EU-retten og princippet om EU-rettens forrang forpligtede den nationale domstol til at tilsidesætte disse strengere nationale bestemmelser til fordel for den begrundelsesmodel, der blev godkendt i HYA I.

Domstolen fastslog, at artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 2, ikke er til hinder for nationale bestemmelser, der stiller strengere krav til begrundelsen for retsafgørelser om godkendelse af telekommunikationsovervågning.

Afgørelsens Kerne

Domstolen præciserede, at dens tidligere afgørelse i HYA I kun fastslog, at den pågældende nationale praksis (standardforlæg + detaljeret anmodning) ikke var i strid med EU-retten. Den tidligere afgørelse indførte derimod ikke en forpligtelse for medlemsstaterne til at vedtage denne praksis eller til at undlade at anvende strengere nationale love.

• EU-retten fastsætter minimumsstandarder for beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder.
• En national lovgivning, der kræver, at retsafgørelser om overvågning skal indeholde en udtrykkelig skriftlig begrundelse i selve afgørelsen, er nødvendigvis i overensstemmelse med de begrundelseskrav, der følger af EU-retten, idet de giver en højere grad af beskyttelse end EU-rettens minimumskrav.
• De nationale domstole er derfor ikke forpligtet til at tilsidesætte en sådan strengere national lovgivning.

Domstolen udtalte specifikt, at:

En national lovgivning, der kræver, at enhver retsafgørelse, hvorved der uden de berørte brugeres samtykke gives godkendelse til at aflytte, registrere og lagre kommunikation, selv skal indeholde en udtrykkelig skriftlig begrundelse, nødvendigvis er i overensstemmelse med de krav til begrundelse, der følger af EU-retten. De nationale domstole er derfor på ingen måde forpligtet til at undlade at anvende en sådan lovgivning.