EU-støtte til landbrugere: Fortolkning af 'drift' og 'rådighed' ved sæsonbestemt udleje af parceller

Sagen omhandler en tvist mellem den østrigske landbruger IJ og betalingsorganet Agrarmarkt Austria (AMA) vedrørende afslag på direkte støttebetalinger under den fælles landbrugspolitik (CAP) for årene 2019-2021. IJ ejer og bearbejder et areal til markgrøntsagsdyrkning, som efterfølgende opdeles i små parceller. Disse parceller overlades sæsonbestemt til individuelle brugere mod et fast vederlag, hvor brugerne står for vedligeholdelse og høst, mens IJ fortsat vander, forbereder jorden og planlægger dyrkningen.

AMA afviste støtten med henvisning til, at arealet ikke længere var til IJ’s "rådighed" på den fastsatte skæringsdato (9. juni), og at aktiviteten ikke blev drevet i IJ's navn og for dennes regning og risiko. AMA kvalificerede desuden arealet som et "rekreativt område".

Bundesverwaltungsgericht (Østrig) forelagde sagen for EU-Domstolen for at afklare, om sådan en ordning, hvor landbrugeren beholder en del af kontrol- og dyrkningsansvaret, er forenelig med begreberne "bedrift", "landbrugsaktivitet" og "rådighed" i henhold til artikel 4 og 33 i forordning (EU) nr. 1307/2013.

Domstolen fastslog, at de relevante EU-bestemmelser ikke er til hinder for, at en landbruger modtager direkte betalinger for et areal, som er sæsonbestemt overladt til brugere, så længe landbrugeren opretholder tilstrækkelig autonomi og kontrol over landbrugsaktiviteten.

Domstolens begrundelse

Domstolen understregede, at begrebet "landbrugsaktivitet" (jf. artikel 4, stk. 1, litra c) i forordning nr. 1307/2013) er bredt og inkluderer dyrkning af landbrugsprodukter, herunder høst, men kræver ikke, at landbrugeren selv foretager høsten, eller at udbyttet udelukkende er forbeholdt landbrugeren. Det kræver heller ikke, at aktiviteten udelukkende sigter mod systematisk produktion til forsyning af befolkningen.

For at et areal kan anses for at være en del af landbrugerens "bedrift" og være til dennes "rådighed", kræves ikke ubegrænset råderet, men snarere, at landbrugeren har en tilstrækkelig autonomi eller beslutningskompetence med henblik på udøvelsen af landbrugsaktiviteten.

I den konkrete sag opfyldte IJ dette krav, da de bevarede centrale kontrolfunktioner: