Begrænsning af opholdsret: Krav til national myndigheders vurdering af anholdelser uden domfældelse under hensyntagen til offentlig orden (Direktiv 2004/38/EF)

Domstolens Fortolkning og Konklusion

Domstolen fastslog, at artikel 27, stk. 1 og 2, i direktiv 2004/38/EF ikke er til hinder for, at en national myndighed tager hensyn til en anholdelse med henblik på at vurdere den pågældendes adfærd, men dette er underlagt strenge krav om individuel og detaljeret vurdering.

Den blotte eksistens af en anholdelse kan ikke automatisk begrunde en begrænsning af opholdsretten (præmis 34).

»En tidligere straffedom kan ikke i sig selv begrunde anvendelsen af sådanne foranstaltninger. Det samme gælder så meget desto mere for elementer som den i hovedsagen omhandlede anholdelse.«

Krav til den Nationale Myndigheds Vurdering

For at en anholdelse kan indgå i vurderingen af en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel, skal den kompetente myndighed foretage en samlet og konkret vurdering. Dette kræver, at myndigheden:

• Tager udtrykkeligt og detaljeret hensyn til de faktiske omstændigheder, som anholdelsen er baseret på.
• Tager hensyn til eventuelle retslige procedurer, der er indledt (eller fraværet heraf), samt udfaldet heraf.
• Sikrer, at vurderingen er baseret på samstemmende, objektive og præcise elementer, der underbygger troværdigheden af mistanken mod personen (præmis 36).

Domstolen understregede, at når der ikke foreligger en endelig domfældelse, afspejler anholdelsen kun mistanke, hvilket nødvendiggør en endnu mere grundig undersøgelse af den personlige adfærd for at fastslå, om truslen er aktuel.

Den spanske Tribunal Supremo (Øverste domstol) havde fortolket national lovgivning (Organisk lov nr. 4/2000, artikel 149, stk. 2, litra f)) således, at enhver straffedom automatisk udgjorde en absolut hindring for at opnå status som fastboende udlænding, uden at der blev foretaget en konkret vurdering af truslen mod den offentlige orden eller den enkeltes integration.

De forelæggende domstole rejste tvivl om, hvorvidt denne strenge nationale fortolkning var forenelig med EU-retten, navnlig direktiv 2003/109/EF, som specifikt kræver en afvejning af forskellige faktorer, herunder tilknytning til opholdslandet og forbrydelsens alvor, når afslag begrundes i hensynet til den offentlige orden eller sikkerhed.