Vurdering af urimelige vilkår i forbrugerkreditaftaler: Krav om obligatorisk kaution og ukorrekt angivelse af ÅOP

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra Sofijski rajonen sad (Bulgarien) vedrørende fortolkningen af EU-direktiverne om forbrugerbeskyttelse, især Direktiv 93/13/EØF (urimelige kontraktvilkår), Direktiv 2005/29/EF (urimelig handelspraksis) og Direktiv 2008/48/EF (forbrugerkreditaftaler).

Tvisten udspringer af betalingspåkrav mod forbrugere, hvis lån (optaget hos finansielle selskaber) blev betinget af, at de indgik en accessorisk kautionsaftale med en professionel kautionist, der var valgt af långiver – ofte et datterselskab. Disse kautionsaftaler medførte betydelige omkostninger (mere end 75% af det samlede tilbagebetalingsbeløb), som imidlertid ikke var medregnet i de Årlige Omkostninger i Procent (ÅOP) angivet i kreditaftalen.

Efter misligholdelse blev fordringerne (inklusive kautionsvederlaget) overdraget til inkassoselskaber, såsom APS Beta Bulgaria EOOD og Agentsia za kontrol na prosrocheni zadalzhenia AD. Den forelæggende ret ønskede især afklaret, om denne konstruktion var et omgåelsesforsøg, og hvordan kautionsaftalens omkostninger og urimelighed skulle behandles i henhold til EU-retten.

De centrale spørgsmål i sagen

• Hvorvidt kautionsvilkår, der er pålagt af långiver, er undtaget fra urimelighedsvurderingen som en del af aftalens 'hovedgenstand' (Direktiv 93/13, artikel 4, stk. 2).
• Hvorvidt omkostningerne til den obligatoriske kaution skal indregnes i ÅOP (Direktiv 2008/48).
• Hvilke sanktioner der er proportionale, hvis ÅOP er forkert angivet.
• Hvilken rolle en national domstol har ved kontrol ex officio i en betalingspåkravsprocedure, hvor forbrugeren ikke deltager.

Domstolen fastslog, at vilkår i en kautionsaftale, der er obligatorisk for at opnå en forbrugerkredit, skal vurderes for deres eventuelt urimelige karakter i henhold til Direktiv 93/13, og disse vilkår er ikke undtaget som en del af aftalens 'hovedgenstand', da de er accessoriske i forhold til selve kreditgivningen (Svar på Q1).

Krav til ÅOP-beregning og sanktioner

Domstolen understregede, at omkostningerne til en kautionsaftale, hvis indgåelse er obligatorisk for at opnå kreditten, ubetinget skal indgå i beregningen af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten og dermed i ÅOP (Direktiv 2008/48, artikel 3, litra g) og i)).

• En ukorrekt angivelse af ÅOP – som ikke præcist afspejler alle obligatoriske omkostninger – sidestilles med manglende angivelse af ÅOP.
• Proportionale sanktioner: Direktiv 2008/48, artikel 23, er ikke til hinder for nationale regler, der fastsætter, at kreditgiveren mister retten til renter og omkostninger, således at forbrugeren kun skal tilbagebetale den lånte kapital. Dette anses for at være en effektiv, afskrækkende og proportional sanktion.