Statsstøtte til rationalisering af stålstøberier: Fortolkning af 'økonomisk fordel' ved lukning og destruktion af anlæg

*Højeste værdi defineret som regnskabsmæssig restværdi af de skrottede anlæg ELLER nutidsværdien af dækningsbidraget fra disse anlæg. Den forelæggende ret tvivlede på, om foranstaltningen opfyldte kriteriet om en selektiv fordel, da kapaciteten blev destrueret, og bidraget ikke afspejlede forhandlingsværdien i et marked præget af overproduktion.

Domstolen fastslog, at de finansielle bidrag, uanset om de var på 100% eller 60% af den beregnede værdi, udgjorde en fordel, der potentielt kunne påvirke samhandelen og konkurrencen, og derfor faldt ind under begrebet statsstøtte i artikel 107, stk. 1, TEUF.

Domstolens begrundelse for økonomisk fordel

• Afvisning af markedsvilkår: Domstolen bemærkede, at i en situation med overproduktion (hvilket var tilfældet i støberisektoren), kunne en produktionsenhed næppe sælges til en pris, der afspejlede dens iboende værdi. Dermed var det sandsynligt, at de finansielle bidrag, der blev udbetalt af staten for at tilskynde til demontering, var økonomisk mere fordelagtige end den modydelse, virksomhederne kunne have opnået under de særlige markedsvilkår for at skille sig af med disse enheder.
• Lempelse af byrder: Støtten tilsigtede at lette de byrder, der er forbundet med en produktionsstandsning i en overkapacitetssektor. Sådanne byrder er normalt en del af dem, der belaster en virksomheds budget, jf. præmis 45. Enhver foranstaltning, der letter disse byrder, udgør en fordel.
• Kriteriet om den private aktør er irrelevant: Da den italienske stat handlede som offentlig myndighed med det formål at rationalisere en hel sektor, og ikke som en privat økonomisk aktør, kunne kriteriet om den private aktør (markedsøkonomisk aktør) ikke anvendes til at afgøre, om bidragene udgjorde en selektiv fordel.

Domstolen konkluderede, at foranstaltningen yder en fordel, forudsat at det godtgøres, at den begunstigede virksomhed ikke kunne have opnået samme fordel på sædvanlige markedsbetingelser, og at der forelå effektiv konkurrence på markedet.

Domstolen afviste appellerne og stadfæstede Rettens dom. Domstolen fandt, at Retten korrekt havde foretaget en fuldstændig prøvelse af Kommissionens skønsmargen og anvendelsen af kriteriet om den private investor. Domstolen præciserede, at Kommissionen skal definere de relevante økonomiske aktiviteter, geografisk og sektorielt, for at vurdere den langsigtede økonomiske rationalitet af statens adfærd. Domstolen fastslog også, at en tilstrækkelig fast praksis eller fast praksis blandt private virksomheder kan anvendes ved vurderingen af, om en stat har handlet som en privat investor.