Forældelsesfrister for forbrugeres krav om tilbagebetaling efter ugyldighed af urimelige lånevilkår og ækvivalensprincippet

Sagen vedrører en præjudiciel anmodning fra Juzgado de Primera Instancia n° 8 de La Coruña (Spanien) i en tvist mellem forbrugeren MF og Banco Santander SA. Tvisten omhandler gyldigheden af et vilkår i en realkreditaftale fra 2009, den såkaldte »omkostningsklausul«, som pålagde forbrugeren at betale alle omkostninger forbundet med låneaftalen (notargebyrer, tinglysning osv.).

MF anlagde i 2023 søgsmål for at få klausulen erklæret ugyldig, fordi den var urimelig i henhold til direktiv 93/13/EØF, og krævede samtidig tilbagebetaling af de uretmæssigt betalte beløb. Banco Santander gjorde gældende, at kravet om tilbagebetaling var forældet, idet spansk lov fastsætter en forældelsesfrist på fem år for personlige rettigheder, selv om selve ugyldighedssøgsmålet er uforældeligt i henhold til spansk ret.

Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt det er foreneligt med ækvivalensprincippet at adskille forældelsesfristen for ugyldighedserklæringen (uforældelig) fra forældelsesfristen for de genoprettende virkninger heraf (tilbagebetaling), når denne adskillelse angiveligt ikke gælder for andre lignende ugyldighedssøgsmål i den nationale retsorden, som ikke er omfattet af EU-retten.

Domstolens afgørelse om forældelse og ækvivalensprincippet

Domstolen fastslog, at artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF samt ækvivalensprincippet ikke er til hinder for en national ordning, der adskiller forældelsesordningerne for henholdsvis ugyldighedssøgsmål (uforældeligt) og det deraf afledte krav om tilbagebetaling (forældeligt).

Domstolen understregede dog, at dette kun er tilladt under forudsætning af, at to kumulative principper overholdes:

• Effektivitetsprincippet: Forældelsesfristen må ikke være udformet således, at den i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, forbrugeren har i henhold til direktiv 93/13/EØF.
• Ækvivalensprincippet: Forældelsesfristen må ikke være mindre gunstig end den, der gælder for tilsvarende søgsmål, der er baseret på tilsidesættelse af rent national ret.

Det er den nationale rets opgave at efterprøve, om søgsmål om tilbagebetaling i henhold til direktiv 93/13/EØF er genstand for en forældelsesordning, der er ringere end den, der gælder for andre nationale ugyldighedssøgsmål, der ligner dem i hovedsagen med hensyn til sagsgenstand og søgsmålsgrundlag. Hvis den nationale retsorden på områder uden for direktivets anvendelsesområde behandler ugyldighedserklæringen og dens genoprettende virkninger under den samme, gunstigere forældelsesordning, vil den omhandlede nationale regel i hovedsagen udgøre en tilsidesættelse af ækvivalensprincippet.