Tilsidesættelse af afgørelse om en schweizisk TSO’s deltagelse i EU’s balanceringsplatforme: Fortolkning af anfægtelig retsakt (Artikel 263 TEUF)

Domstolen tog Swissgrids første anbringende til følge, ophævede Rettens kendelse (T-127/21) og hjemviste sagen til Retten til realitetsbehandling.

Dobbelt retlig fejl i Rettens vurdering

Domstolen fastslog, at Retten begik en dobbelt retlig fejl ved at vurdere den omtvistede skrivelses anfægtelighed. Retten anvendte fejlagtigt de kriterier, der er særegne for sagsøgere, som er adressater for retsakten, i stedet for de kriterier, der gælder, når sagsøgeren ikke er adressat:

"Retten begik derfor en dobbelt retlig fejl, for så vidt som den for det første uden at tage hensyn til det egentlige indhold af den omtvistede skrivelse fastslog, at denne skrivelse ikke udgør en retsakt, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, og for det andet for så vidt som den tilføjede et kriterium om, at der foreligger en subjektiv ret."

Når sagsøgeren ikke er adressat, er det tilstrækkeligt for at fastslå anfægteligheden, at retsakten tilsigter at have retligt bindende virkninger i forhold til adressaten.

Skrivelsens indhold og bindende virkning

Domstolen understregede, at skrivelsen i sit indhold tilsigtede at skabe bindende retsvirkninger, da den:

• Konstaterede, at betingelserne for Schweiz’ deltagelse i de europæiske balanceringsplatforme (jf. artikel 1, stk. 6 og 7, i forordning 2017/2195) ikke var opfyldt.
• Anmodede TSO’erne i EU om at bringe appellantens deltagelse i TERRE-platformen til ophør inden en fastsat frist.

Skrivelsens uformelle karakter eller det faktum, at den var underskrevet af en generaldirektør, var ikke afgørende for dens kvalifikation som anfægtelig retsakt. Kommissionen kan ikke unddrage sig Domstolens kontrol ved at tilsidesætte formforskrifter.

Hjemvisning

Eftersom Retten ikke havde behandlet spørgsmålet om, hvorvidt Swissgrid opfyldte kravene til søgsmålskompetence (umiddelbar og individuel berørthed i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF), hjemvistes sagen til Retten med henblik på at træffe afgørelse om dette og sagens realitet.

Telefónica appellerede til Domstolen og anførte, at Retten havde fortolket artikel 263, stk. 4, TEUF, om søgsmålsret for fysiske og juridiske personer, for restriktivt. Telefónica hævdede, at de var individuelt berørt, da de risikerede at skulle tilbagebetale støtte, og at beslutningen var en regelfastsættende retsakt uden gennemførelsesforanstaltninger.

Kommissionen argumenterede for, at beslutningen krævede gennemførelsesforanstaltninger fra medlemsstaternes side, og at Telefónica ikke var individuelt berørt, da de ikke var direkte adressater for beslutningen og var beskyttet af princippet om berettigede forventninger.