EU-toldkodeksen: Krav om 'særlige omstændigheder' for forlængelse af midlertidig import under 24-månedersfristen

Domstolen fastslog, at artikel 251 i EU-toldkodeksen skal fortolkes således, at en forlængelse af tidsrummet, inden for hvilket varer kan forblive under proceduren for midlertidig import, ikke kræver, at der foreligger "særlige omstændigheder", når denne forlængelse ikke medfører, at det samlede tidsrum overstiger den maksimale periode på 24 måneder.

Domstolens begrundelse

Domstolen bemærkede, at proceduren for midlertidig import udgør en undtagelse til hovedreglen om toldpligt og skal fortolkes strengt. Dog skal en samlet læsning af artikel 251 foretages:

• Artikel 251, stk. 1, pålægger toldmyndighederne at fastsætte et tidsrum, der er tilstrækkeligt til at opfylde det bevilgede formål.
• Artikel 251, stk. 2, fastsætter det generelle maksimum på 24 måneder.
• Artikel 251, stk. 3, udgør en undtagelsesbestemmelse til stk. 2 og muliggør forlængelse ud over 24 måneder, men kun under "særlige omstændigheder".

Følgelig kræves "særlige omstændigheder" kun, når den samlede periode overstiger 24 måneder. I tilfælde, hvor den oprindeligt fastsatte frist var utilstrækkelig til at opfylde det bevilgede formål, men den samlede periode (oprindeligt tidsrum plus forlængelse) ville forblive under 24 måneder, skal forlængelsen indrømmes uden krav om særlige omstændigheder.

Domstolen konkluderede, at da racerbilens formål (væddeløb) kunne være fuldført inden for 24 måneder, kunne toldmyndighederne have indrømmet en forlængelse indtil den faktiske reeksportdato. Hvis de øvrige betingelser i artikel 124 (ingen svigagtige hensigter, ingen væsentlige følger) er opfyldt, skal toldskylden derfor anses for at være ophørt.

Det centrale spørgsmål er, om der opstår toldskyld for den samlede mængde indførselsvarer, når afslutningsopgørelsen indgives for sent, selvom varerne delvist er blevet genudført rettidigt under suspensionsordningen.

Domstolen skulle tage stilling til, om artikel 204, stk. 1, litra a), i toldkodeksen skal fortolkes således, at den også omfatter misligholdelse af forpligtelser, der skal opfyldes efter afslutningen af den relevante toldprocedure. Bundesfinanzhof ønskede afklaret, om en for sen indgivelse af afslutningsopgørelsen medfører toldskyld for den samlede mængde indførselsvarer, hvis betingelserne i artikel 859, nr. 9), i gennemførelsesforordningen ikke er opfyldt.

Döhler argumenterede for, at proceduren for aktiv forædling var afsluttet ved genudførslen af varerne, og at en for sen indgivelse af afslutningsopgørelsen ikke burde medføre toldskyld. Domstolen afviste dette argument og fastslog, at forpligtelsen til at indgive afslutningsopgørelsen er en integreret del af toldproceduren, og at manglende overholdelse af denne forpligtelse kan føre til toldskyld.