Hæftelse for registreringsafgift: Klageren var ikke 'efterfølgende ejer', da Skattestyrelsen ikke kunne løfte bevisbyrden for civilretligt ejerskab før registrering.

Sagen omhandler Skattestyrelsens efteropkrævning af 60.925 kr. i registreringsafgift. Skattestyrelsen gjorde gældende, at klageren, som professionel autoforhandler og registreret ejer af køretøjet, hæftede solidarisk som 'efterfølgende ejer' i henhold til Registreringsafgiftsloven § 20, stk. 4, idet klageren burde have vidst, at der var betalt for lidt i afgift i forbindelse med den første registrering. Afgiftsberigtigelsen var foretaget af selvanmelderen [virksomhed4] ApS, som senere gik konkurs.

Klagerens Anbringender

Klageren bestred hæftelsen og anførte primært, at klageren ikke kunne anses som en 'efterfølgende ejer', da køretøjet blev indregistreret med klageren som ejer ved den første registrering i Danmark. For at § 20, stk. 4, kan anvendes, skal køretøjet allerede have været indregistreret til en anden person før klagerens erhvervelse.

Subsidiært gjorde klageren gældende, at selv hvis hæftelsen faldt under ejernes almindelige hæftelsesregel i Registreringsafgiftsloven § 20, stk. 1, var klageren undtaget fra denne hæftelse, jf. Registreringsafgiftsloven § 20, stk. 9. Dette skyldtes, at afgiften var angivet og afregnet af selvanmelderen [virksomhed4] ApS i henhold til Registreringsafgiftsloven § 17, stk. 1. Ifølge lovbemærkningerne til loven hæfter i sådanne tilfælde alene selvanmelderen.

Faktiske Forhold

• Køretøjet blev købt i Tyskland af klagerens ægtefælles enkeltmandsvirksomhed ([virksomhed1]) den 6. februar 2020.
• Køretøjet blev indregistreret i Køretøjsregisteret den 18. februar 2020 med klageren som primær ejer og bruger.
• Selvanmelderen [virksomhed4] ApS angav registreringsafgiften og fakturerede udlægget til klagerens selskab, [virksomhed3] ApS.
• Skattestyrelsen lagde vægt på, at den angivne handelspris (214.558 kr.) var væsentligt lavere end den forventede udsalgspris (399.900 kr.) på lagerlisten, og klageren burde som professionel have vidst, at afgiften var for lav.

Landsskatteretten annullerede Skattestyrelsens afgørelse.

Landsskatteretten fastslog, at bevisbyrden for, at klageren var en efterfølgende ejer i registreringsafgiftslovens forstand, påhvilede Skattestyrelsen. Skattestyrelsen havde ikke i sin afgørelse anført en begrundelse for, hvorfor klageren skulle anses for at være en efterfølgende ejer.

Efter en samlet vurdering fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at klageren havde været civilretlig ejer af køretøjet. Retten lagde vægt på: