Genoptagelse af foreløbige fastsættelser af A-skat og AM-bidrag: Pålæg grundet manglende dokumentation for afsendelse af afgørelser

Sagen omhandler en virksomheds anmodning om genoptagelse og ændring af Landsskatterettens foreløbige fastsættelser af A-skat og AM-bidrag (FF’ere) for flere perioder i 2014 og 2015, hvor virksomheden ikke havde indberettet. Virksomheden, der var en sommerrestaurant, hævdede, at der ikke var udbetalt løn, og at nulindberetning derfor burde have været foretaget, hvilket ville resultere i 0 kr. i afgiftstilsvar. Skattestyrelsen afviste genoptagelse med henvisning til, at kravene var forældede efter den 3-årige frist i Forældelsesloven § 3, stk. 1, da klageanmodningen kom mere end tre år efter indberetningsfristens udløb.

Skattestyrelsens og Klagerens Anbringender

Skattestyrelsen argumenterede for, at genoptagelse alene beroede på forældelseslovens almindelige regler, da A-skat/AM-bidrag ikke er omfattet af Skatteforvaltningsloven. Styrelsen fastholdt, at klageren burde have kendt til FF’erne via rykkerbreve og sin Skattekonto.

Klageren (virksomhedens ejer) fastholdt, at der ikke var udbetalt løn i de pågældende perioder, og at de skønsmæssige fastsættelser på 7.000 kr. i A-skat og 1.000 kr. i AM-bidrag pr. måned var åbenlyse fejl. Klageren anførte desuden, at afgørelserne om FF’ere aldrig var modtaget, og at klagerens sene reaktion skyldtes sygdom og medicinering.

Landsskatterettens Vurdering af Forældelse og Genoptagelse

Landsskatteretten fastslog, at FF af A-skat og AM-bidrag ikke har karakter af en indkomstskatteansættelse, hvorfor genoptagelse skal vurderes efter de almindelige forvaltningsretlige principper om ulovbestemt remonstration.

Retten kritiserede først Skattestyrelsens afvisning af genoptagelse alene baseret på forældelse:

"Virksomheden vil derfor kun have et krav, der kan forældes efter forældelsesloven, i det omfang virksomheden har betalt de foreløbige fastsættelser af A-skat og AM-bidrag, jf. Forældelsesloven § 2, stk. 1."

LSR fandt, at Skattestyrelsen uberettiget havde afvist genoptagelse uden at undersøge, i hvilket omfang virksomheden reelt havde betalt (eventuelt via modregning), og dermed etableret et krav om tilbagebetaling, der kunne forældes.

Det afgørende punkt blev dog sagsbehandlingsfejlen vedrørende bekendtgørelse af afgørelsen.

Landsskatteretten fandt, at klageren var berettiget til genoptagelse på grund af væsentlige retlige mangler i Skattestyrelsens sagsbehandling.