Afvisning af præjudiciel forelæggelse i sag om honorære dommeres ansættelsesvilkår og ligebehandling i Italien

Sagen C-548/22 omhandlede en præjudiciel anmodning fra Giudice di pace di Fondi (fredsdommeren i Fondi, Italien) vedrørende fortolkningen af EU-retten, navnlig rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse (Direktiv 1999/70) og princippet om ikke-forskelsbehandling.

Tvisten var anlagt af M.M., en honorær viceanklager, der siden 2001 havde udøvet sit hverv gennem successive tidsbegrænsede ansættelsesforhold. M.M. gjorde gældende, at hun blev udsat for ulovlig forskelsbehandling sammenlignet med ordinære dommere, idet hun modtog væsentligt lavere vederlag (98 EUR pr. retsmøde mod 248 EUR for en ordinær dommer) og manglede social sikring, hvilket udgjorde misbrug af tidsbegrænsede kontrakter.

Konflikten med National Lovgivning

Den nationale italienske lovgivning (artikel 29 i lovdekret nr. 116) tilbød honorære dommere to muligheder for at stabilisere deres funktioner eller modtage kompensation, som led i en reform af den honorære dommerstand:

• Deltagelse i en vurderings- og stabiliseringsprocedure, der potentielt førte til tidsubegrænset ansættelse.
• Modtagelse af en økonomisk godtgørelse (op til maksimalt 50.000 EUR brutto) ved fratræden eller manglende beståelse af vurderingen.

Både ansøgning om stabilisering og modtagelse af godtgørelsen medførte imidlertid, at den honorære dommer ex lege gav afkald på ethvert andet krav, uanset dets art, som følge af det tidligere udførte arbejde. M.M. hævdede, at denne tvungne afkaldsklausul fratog hende enhver mulighed for at påberåbe sig de rettigheder, der fulgte af EU-retten som sanktion for misbrug af tidsbegrænsede ansættelsesforhold.

Domstolen (Første Afdeling) afviste anmodningen om præjudiciel afgørelse, idet den fandt, at den forelæggende ret ikke havde opfyldt kravene til indholdet af en forelæggelsesafgørelse, jf. artikel 94 i Domstolens procesreglement.

Manglende Oplysninger

Afvisningen skyldtes utilstrækkelig redegørelse for sagens faktiske og retlige baggrund. Domstolen manglede essentielle oplysninger for at kunne fortolke EU-retten meningsfuldt i relation til hovedsagen:

• Den forelæggende ret havde ikke fastslået, om M.M. var en "arbejdstager" med tidsbegrænset ansættelse som omhandlet i rammeaftalen.
• Der var ikke fremlagt tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om lønforskellene vedrørte et "ansættelsesvilkår" og i hvilket omfang M.M.'s hverv var sammenligneligt med ordinære dommeres funktioner.
• Vigtigst af alt manglede Domstolen information til at vurdere, om den påståede forskelsbehandling kunne begrundes i "objektive forhold" (jf. § 4 i rammeaftalen), herunder forskelle i arten og værdien af de tvister, som de forskellige dommerkategorier behandlede.