Foreneligheden af arbejdsgiveres obligatoriske vaccination mod SARS-CoV-2 med EU's arbejdsmiljødirektiver

Sagen omhandler en præjudiciel forelæggelse fra Riigikohus (Estland) vedrørende opsigelsen af ansættelseskontrakter for redningsmedarbejdere (indsatsmandskab) i Tallinna Kiirabi (ambulancetjenesten i Tallinn). Opsigelserne skete, fordi medarbejderne, A m.fl., nægtede at fremlægge dokumentation for vaccination mod SARS-CoV-2-virus eller en gyldig kontraindikation. Byen Tallinn havde indført en obligatorisk vaccinationspligt for at mindske smitterisikoen i ambulancetjenesten baseret på estisk lovgivning, der tillader arbejdsgiveren at pålægge strengere sundheds- og sikkerhedskrav end dem, der er fastsat ved lov (TTOS' § 13, stk. 2). De nationale domstole var i tvivl om, hvorvidt denne ensidige pligt var forenelig med EU-retten.

Centrale EU-retlige spørgsmål

Den forelæggende ret ønskede primært afklaret, om EU-direktiverne om arbejdstagernes sikkerhed og sundhed forhindrer en national ordning, der giver arbejdsgiveren ret til ensidigt at pålægge arbejdstagere, der udsættes for biologiske farer (risikogruppe 3, SARS-CoV-2), en vaccinationspligt uden deres samtykke. Spørgsmålet involverede fortolkningen af:

• Direktiv 89/391/EØF (generelle arbejdsmiljøprincipper).
• Direktiv 2000/54/EF (biologiske agenser, herunder artikel 14, stk. 3, om tilrådighedsstillelse af vacciner).
• Chartret om grundlæggende rettigheder (Chartret), især artikel 3 (respekt for menneskets integritet) og artikel 31 (retten til sunde arbejdsforhold).

Domstolen konkluderer, at artikel 6, stk. 1 og 2, og artikel 9, stk. 1, i direktiv 89/391 og artikel 14, stk. 3, i direktiv 2000/54, sammenholdt med bilag VII, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en arbejdsgiver kan pålægge de arbejdstagere, som vedkommende har indgået en ansættelseskontrakt med, at blive vaccineret, hvis de udsættes for en biologisk fare.

Domstolens begrundelse

Domstolen fastslår, at hverken direktiv 89/391/EØF eller direktiv 2000/54/EF regulerer spørgsmålet om obligatorisk vaccination:

• Direktiv 2000/54 pålægger arbejdsgiveren en pligt til at tilbyde effektiv vaccine og oplyse om fordele og ulemper (artikel 14, stk. 3, og bilag VII), men fastsætter ikke betingelserne for, hvornår medlemsstaterne kan indføre en obligatorisk vaccinationspligt. Pligten til at tilbyde vaccinen sikrer minimumsbeskyttelsen, og en national pligt er blot en supplerende og strengere foranstaltning.
• Da begge direktiver kun fastsætter minimumsforskrifter (artikel 153 TEUF), er de ikke til hinder for nationale bestemmelser, der er mere fordelagtige for beskyttelsen af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed.