Direktiv 2011/7/EU: Automatisk ret til 40 EUR i fast kompensation ved enhver forsinket betaling, uanset forsinkelsens varighed eller gældens størrelse

Denne præjudicielle sag (C-279/23) omhandler fortolkningen af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/7/EU om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner, specifikt spørgsmålet om, hvorvidt nationale domstole må afvise krav om den faste minimumskompensation for inddrivelsesomkostninger (40 EUR), hvis forsinkelsen eller det skyldige beløb er ubetydeligt.

Sagen udspringer af en tvist i Polen, hvor Skarb Państwa – Dyrektor Okręgowego Urzędu Miar w K. (Målekontoret, en offentlig myndighed og kreditor) krævede betaling fra selskabet Z. sp.j. (debitor) for to separate tilfælde af forsinket betaling af små beløb. Målekontoret krævede det faste kompensationsbeløb på 40 EUR for hver forsinkelse, i alt 80 EUR.

Den nationale retspraksis

Den forelæggende polske ret påpegede, at ifølge landets faste retspraksis – baseret på artikel 5 i den polske civillovbog (misbrug af ret) – afvises krav om den faste kompensation, hvis debitor kun er i besiddelse af en ikke-væsentlig forsinkelse, eller hvis pengekravets beløb er ubetydeligt. Denne praksis blev opretholdt, selvom selskabet Z. sp.j. tidligere havde været forsinket med betalingen mindst 39 gange.

Selvom transaktionen (offentlig myndighed som kreditor over for en virksomhed) normalt falder uden for direktivets anvendelsesområde, havde Polen valgt at udvide reglen til også at dække disse tilfælde. Domstolen bekræftede derfor sin kompetence til at sikre en ensartet fortolkning af den EU-retlige regel, som lå til grund for den nationale lovgivning.

Hovedspørgsmålet for Domstolen var derfor, om direktiv 2011/7 tillader indførelsen af sådanne undtagelser fra den automatiske ret til kompensation.

Domstolen fastslog, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/7/EU skal fortolkes således, at den er til hinder for en praksis ved de nationale retsinstanser, som består i, at søgsmål om betaling af det faste minimumsbeløb på 40 EUR afvises med den begrundelse, at skyldners forsinkede betaling er ikke-væsentlig, eller at det skyldige beløb, som betaltes for sent, er ubetydeligt.

Domstolens begrundelse

Domstolen understregede, at retten til det faste minimumsbeløb for inddrivelsesomkostninger er en automatisk ret, der forfalder ved enhver forsinket betaling, forudsat at kreditor har opfyldt sine forpligtelser (præmis 22).

• Direktivets formål (artikel 1, stk. 1) er at bekæmpe forsinket betaling og modvirke, at forsinkelser er økonomisk attraktive for debitorer.
• Kompensationen på 40 EUR er fastsat som et minimumsbeløb for at dække kreditors administrative og interne inddrivelsesomkostninger, som opstår i forbindelse med hver enkelt forsinket betaling (præmis 27).