Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
Italien, EU-medlemsstater, Europa-Kommissionen, Tjekkiet, Bulgarien, EU’s institutioner og organer
Generaladvokat
Csehi
Denne præjudicielle forelæggelse vedrører fortolkningen af direktiv 2007/64/EF (PSD1) om betalingstjenester, særligt reglerne om bevisbyrde og betalingsinstrumenter, i forbindelse med uautoriserede banktransaktioner foretaget af en befuldmægtiget.
Sagen opstod mellem en italiensk statsborger (UA) og Eurobank Bulgaria (Eurobank). UA's konto blev debiteret for et samlet beløb på 982.000 EUR via seks overførsler, initieret af en tredjepart (MK). MK præsenterede en genpart af en notarielt bekræftet fuldmagt, forsynet med en apostille fra de italienske myndigheder, som bevis for bemyndigelse til at disponere over kontoen.
UA bestred fuldmagtens ægthed og hævdede, at transaktionerne var uautoriserede. Den italienske notar bekræftede efterfølgende, at fuldmagten var falsk. Eurobank fastholdt, at de havde handlet i god tro ved at stole på dokumentets formelle korrekthed, herunder apostillen, der bekræftede notarens underskrift.
Den forelæggende bulgarske domstol ønskede at få afklaret, om:
Domstolen fastslog, at direktiv 2007/64/EF foretager en fuldstændig harmonisering af reglerne om betalingstjenesteudbyderes ansvar for uautoriserede transaktioner, og nationale regler, der måtte lempe dette ansvar (f.eks. baseret på bankens gode tro ved formel overholdelse), er uforenelige med EU-retten.
Domstolen præciserede, at en fuldmagt, hvorved en kontohaver bemyndiger en befuldmægtiget til at foretage dispositioner, ikke i sig selv udgør et "betalingsinstrument" (Art. 4, nr. 23, PSD1).
Et "sæt af procedurer", der er aftalt mellem kontohaveren og banken, og som tillader den befuldmægtigede at initiere en betalingsordre ved at fremvise fuldmagten, kan dog kvalificeres som et "betalingsinstrument".
Domstolen understregede, at bevisbyrden for, at en betalingstransaktion er autoriseret (dvs. at betaleren har givet samtykke i den aftalte form jf. Art. 54), påhviler betalingstjenesteudbyderen (banken) i henhold til artikel 59, stk. 1.
Bankens forpligtelse til autentificering (Art. 4, nr. 19) har til formål at verificere anvendelsen af betalingsinstrumentet for at godtgøre samtykke. Domstolen konkluderede, at:
Når kontohaveren bestrider fuldmagtens gyldighed og nægter at have autoriseret transaktionerne, er den omstændighed, at fuldmagten formelt er forskriftsmæssig (herunder ved at være påført en apostille), ikke tilstrækkelig til at fastslå, at transaktionen var autoriseret.
Banken skal godtgøre, at brugeren af betalingstjenester behørigt har meddelt sit samtykke i henhold til den procedure for meddelelse af samtykke, der er aftalt med brugeren. En rent formel kontrol af et juridisk dokument, hvis ægthed bestrides, er utilstrækkelig til at opfylde det skærpede beviskrav i PSD1, der tilsigter et højt beskyttelsesniveau for betalingstjenestebrugere.
FamilieretshusetFamilieretshuset præciserer reglerne for fremtidsfuldmagter, herunder hvad der gælder for gaver, fast ejendom og sikkerhedskrav ved brug af MitID.
Ankestyrelsen
Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberster Gerichtshof (Østrig) vedrørende fortolkningen af artikel 52, stk. 3, i direktiv 2007/64/EF om betalingstjenester i det indre marked. Sagen er anlagt af Verein für Konsumenteninformation mod T-Mobile Austria GmbH vedrørende T-Mobile Austrias opkrævning af gebyrer for betalinger via netbank eller betalingsanvisning.
Verein anførte, at T-Mobile Austrias praksis var i strid med østrigsk lov, der implementerer direktivets artikel 52, stk. 3, som forbyder opkrævning af gebyrer ved brug af bestemte betalingsinstrumenter. T-Mobile Austria argumenterede for, at de ikke er en betalingstjenesteudbyder, og at betalingsanvisninger uden personaliserede sikkerhedsfeatures ikke er omfattet af definitionen af et betalingsinstrument.
Menighedsråd advares mod målrettede svindelforsøg, hvor kriminelle udgiver sig for at være formænd for at franarre sognekasserne penge.
Ankestyrelsen forklarer i ny artikel, hvornår afgørelser og breve fra myndigheder skal forsynes med en sagsbehandlers underskrift.
Den forelæggende ret stillede tre spørgsmål til EU-Domstolen:
Domstolen afviste formalitetsindsigelsen fra Verein, da spørgsmålene var relevante for afgørelsen af sagen.
Domstolen fastslog, at artikel 52, stk. 3, finder anvendelse på kontraktforholdet mellem en mobiloperatør og en forbruger. Domstolen fandt også, at både en underskrevet betalingsanvisning og en procedure for netbankoverførsler udgør betalingsinstrumenter. Endelig fastslog Domstolen, at medlemsstaterne har beføjelse til generelt at forbyde gebyrer, forudsat at det sker under hensyntagen til konkurrence og effektive betalingsinstrumenter.
T-Mobile Austria anmodede om en begrænsning af dommens tidsmæssige virkninger, hvilket Domstolen afviste, da der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at der ville opstå alvorlige økonomiske følgevirkninger.
Sagen omhandler tre forenede sager, hvor Forbrugerombudsmanden (FOM) sagsøgte selskaberne Buuks.dk ApS, Group Buy ApS og...
Læs mere
Denne sag omhandler tiltaler mod fem personer (Tiltalte 1-5) for omfattende bedrageri af særligt grov beskaffenhed og sk...
Læs mereSag om formidlingshonorar: Værneting og bevis for aftale
