Uenighed om méngrad efter faldulykke: Forsikringsselskab får medhold i afvisning af yderligere erstatning for diskusprolaps med henvisning til forudbestående lidelser

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og dennes ulykkesforsikring, Privatsikring, vedrørende fastsættelsen af den varige méngrad efter en faldulykke under en løbetur.

Hændelsesforløb og skade

Den 18. august 2019 faldt klageren under en løbetur i skoven og fik et voldsomt stød i ryggen. Efterfølgende udviklede han stærke smerter, som førte til diagnosen diskusprolaps. Selskabet anerkendte ulykken og udbetalte en erstatning svarende til en méngrad på 8 %.

Parternes påstande

Klagerens synspunkter: Klageren mener, at hans varige mén er væsentligt højere end 8 %. Han argumenterer for, at faldet var den direkte årsag til hans diskusprolaps og de deraf følgende gener, herunder dropfod og store bevægelsesudfordringer. Han afviser at have haft betydende rygproblemer før ulykken og fremlægger udtalelser fra en rygspecialist og en fysioterapeut, som støtter hans påstand om en direkte årsagssammenhæng. De kritiserer samtidig selskabets vurderingsgrundlag som værende utilstrækkeligt.

Selskabets synspunkter: Selskabet fastholder sin afgørelse på 8 % mén. Efter klagerens indsigelse indhentede selskabet en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), som vurderede ménet til mindre end 5 %. AES konkluderede, at der ikke var en sandsynliggjort årsagssammenhæng mellem faldet og klagerens nuværende gener. Selskabet henviser til AES' vurdering, som lægger vægt på:

• At hændelsen ikke var egnet til at medføre varige gener i en ellers rask ryg.
• At klageren var kendt med rygproblemer forud for ulykken.
• At en MR-scanning viste betydelige degenerative forandringer i lænden, som ikke kan tilskrives faldet.

Selskabet anfører, at klagerens gener med overvejende sandsynlighed skyldes disse forudbestående forhold.

Klageren får ikke medhold.

Ankenævnet finder ikke, at der er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte den vurdering, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) har foretaget. Nævnet bemærker, at bevisbyrden for, at klageren har ret til en højere erstatning end de anerkendte 8 %, påhviler klageren.

Nævnet lægger vægt på AES' konklusion om, at der ikke er en sandsynliggjort årsagssammenhæng mellem ulykken den 18. august 2019 og klagerens nuværende gener. AES' vurdering bygger på, at hændelsen i sig selv ikke vurderes egnet til at forårsage varige gener i en rask ryg, og at klageren var kendt med forudbestående rygproblemer.

Desuden fremhæver nævnet, at en MR-skanning af 13. september 2019 viste "betydelige degenerative forandringer i form af spondylose, osteokondrose og facetledsartrose".