Tvist om méngrad efter faldulykke: Dødsbo klager over forsikringsselskabs vurdering på 25%

Sagen omhandler en tvist mellem boet efter en afdød forsikringstager og Popermo Forsikring vedrørende fastsættelsen af méngraden efter en faldulykke. Klageren, som er barn til afdøde og repræsenterer dødsboet, mener, at den fastsatte méngrad på 25 % er for lav, især i lyset af de alvorlige skader, som førte til et markant funktionstab inden dødsfaldet.

Sagens Forløb

Den 23. oktober 2024 faldt forsikringstageren og pådrog sig et brud på venstre hofte, som krævede en ny hofteprotese, samt en alvorlig skade på venstre skulder, der resulterede i en næsten total lammelse af armen (en plexus brachialis skade).

Forsikringstagerens tilstand forværredes, og den 30. januar 2025 meddelte hendes barn selskabet, at moderen var døende. På baggrund af de fremsendte journaler og med henblik på en hurtig afgørelse, fastsatte Popermo den 4. februar 2025 det "sikre varige mén" til skønsmæssigt 25 %.

Forsikringstageren afgik ved døden den 9. februar 2025.

Efterfølgende klagede boet over afgørelsen. Popermo indhentede en ny lægefaglig vurdering og fastholdt den 10. april 2025 méngraden på 25 %, men ændrede begrundelsen og henvisningerne til méntabellen.

Parternes Argumenter

Klageren (dødsboet) har anført, at:

• Méngraden på 25 % er uacceptabelt lav. Skulderskaden alene medførte total lammelse af armen, og der var ingen tegn på bedring før døden.
• Selskabets skiftende begrundelser for den samme méngrad virker utroværdige og som et forsøg på at minimere udbetalingen, fordi forsikringstageren er afgået ved døden.
• Den korrekte méngrad for skulderskaden burde fastsættes langt højere, potentielt op til 65 % for total lammelse, baseret på journaloplysningerne.

Popermo Forsikring har anført, at:

• Fastsættelsen er sket på et tidligt tidspunkt, hvor forsikringstagerens tilstand endnu ikke var stationær. Derfor er der tale om en vurdering af det "sikre" mén, som er den del af ménet, der med sikkerhed kunne forventes at være varig.
• Vurderingen på 25 % er baseret på lægekonsulenters skøn, som fordeler sig på 8 % for hoften og 15 % for skulderen.
• Da forsikringstageren afgik ved døden, inden tilstanden var stabiliseret, var et endeligt erstatningskrav ikke forfaldet, og boet kan derfor kun gøre krav på den del, der med sikkerhed kunne fastsættes inden dødsfaldet.
• Selskabet handlede imødekommende ved at hastebehandle sagen og udbetale en a conto-erstatning baseret på det foreliggende grundlag.