Ølafgift af indkøb i Tyskland: Afgiftspligt fastholdt for forudbestilte varer via personligt fordelskort, men ikke for øvrige registrerede køb.

Sagen vedrører Landsskatterettens vurdering af Skattestyrelsens opkrævning af 162.972 kr. i ølafgift for store mængder øl indkøbt i Tyskland i perioden august 2017 til marts 2020. Indkøbene var registreret på klagerens personlige loyalitetskort (et "[...]-kort") fra den tyske grænsebutik [virksomhed1]. Klageren foretog 172 indkøbsture i perioden, hvoraf 151 ture omfattede registreringer af forudbestillinger, og den samlede mængde øl var 66.654,72 liter.

Skattestyrelsens krav

Skattestyrelsen anså hele mængden for at være indkøbt og indført af klageren, og da mængden væsentligt oversteg, hvad der kunne anses for at være til "eget brug", blev varerne afgiftspligtige, jf. Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2. Skattestyrelsen argumenterede for, at registreringen på det personlige kort skabte en formodning for, at klageren havde foretaget samtlige køb.

Skattestyrelsen gjorde desuden gældende, at betingelserne for ekstraordinær fastsættelse af afgiften for den ældste del af perioden (før 3. maj 2018) var opfyldt, da klageren havde handlet minimum groft uagtsomt ved kontinuerligt at indføre store afgiftspligtige mængder uden at angive og betale afgift, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3.

Klagerens argumenter

Klageren påstod nedsættelse til 0 kr. og fastholdt, at indkøbene var foretaget i fællesskab med venner og familie, som havde betalt for deres andele. Klageren fremlagde lister over modtagne betalinger og bookingbekræftelser for færgeture for at sandsynliggøre, at købene ikke var udelukkende til klagerens eget forbrug.

Landsskatteretten stadfæstede delvist Skattestyrelsens afgørelse vedrørende de forudbestilte varer og ændrede afgørelsen vedrørende den øvrige varemængde, hvor afgiften blev nedsat til 0 kr. Den beløbsmæssige opgørelse blev overladt til Skattestyrelsen.

Bevisbyrde for ikke-forudbestilte varer

Landsskatteretten fandt, at det anvendte "[...]-kort" var et fysisk ihændehaverkort, der let kunne anvendes af andre, da det ikke krævede pinkode eller identifikation. Retten lagde vægt på, at kortet som udgangspunkt kunne anvendes af andre end den person, det var udstedt til, og at Skattestyrelsen derfor ikke alene ved registreringerne havde løftet bevisbyrden for, at klageren havde indkøbt den fulde mængde. For den ikke-forudbestilte varemængde blev afgiftsopkrævningen nedsat til 0 kr.

Bevisbyrde for forudbestilte varer

I modsætning hertil fandt Retten, at registreringerne i forbindelse med forudbestillinger (hvor klagerens navn og/eller e-mail optrådte i 'CustomerOrder' kolonnerne) skabte en klar formodning for, at klageren havde foretaget disse specifikke indkøb. Klageren havde ikke afkræftet denne formodning. Da mængden af de forudbestilte varer væsentligt oversteg den vejledende grænse for eget brug (110 liter), påhvilede bevisbyrden for, at varerne var til eget brug, klageren, jf. . Denne bevisbyrde blev ikke løftet, og klageren hæftede for afgiften, jf. .