Domstolens afgørelse om Googles misbrug af dominerende stilling: Diskrimination og favorisering på markedet for produktsammenligningstjenester (Google Shopping)

Domstolen forkastede Googles appel i sin helhed og stadfæstede dermed Rettens konklusion om, at Google havde misbrugt sin dominerende stilling i strid med artikel 102 TEUF på de 13 nationale markeder for produktsammenligningstjenester.

Domstolen fandt, at Retten med føje havde fastslået, at Kommissionen havde godtgjort, at Googles adfærd afveg fra normal konkurrence på ydelser og medførte potentielle konkurrencebegrænsende virkninger på det tilstødende marked.

Domstolens Hovedkonklusioner

• Irrelevans af Bronner-kriterierne (Uundværligt Anlæg): Domstolen bekræftede, at sagen ikke vedrørte en simpel "leveringsnægtelse", da Google gav konkurrenterne adgang til sine generelle resultatsider, men på diskriminerende vilkår. Misbruget lå i den ubegrundede forskelsbehandling og løftestangseffekt, ikke i nægtelsen af en særskilt facilitet. Dermed var de strenge kriterier for uundværlighed ikke relevante.
• Kausalitet og Kontrafaktisk Analyse: Domstolen bekræftede, at Kommissionen havde ført tilstrækkeligt bevis for årsagsforbindelsen mellem misbruget (kombinationen af favorisering og nedrykning) og de potentielle konkurrencebegrænsende virkninger, baseret på konkrete observationer af trafikomdirigering. Kommissionen er ikke forpligtet til systematisk at anvende en kontrafaktisk analyse i alle misbrugssager.
• AEC-testen (Lige så Effektiv Konkurrent): Domstolen afgjorde, at kriteriet om den lige så effektive konkurrent (AEC-testen) ikke er obligatorisk i denne type sag. I sager om non-price exclusionary conduct, såsom forskelsbehandling og favorisering, er det tilstrækkeligt, at Kommissionen påviser, at adfærden i det mindste er egnet til at have udelukkelsesvirkninger, baseret på alle relevante faktiske omstændigheder på markedet.

Efter en forudgående annullering og hjemvisning fra EU-Domstolen i 2017 (Intel/Kommissionen, C-413/14 P) var Retten forpligtet til at undersøge Intels argumenter vedrørende Kommissionens økonomiske analyse, specifikt AEC-testen (As Efficient Competitor test), samt de øvrige relevante omstændigheder i sagen. AEC-testen havde til formål at vurdere, om Intels rabatter kunne udelukke en konkurrent, der var mindst lige så effektiv som Intel selv.

Retten konkluderede i 2022, at Kommissionens anvendelse af AEC-testen var behæftet med væsentlige fejl i forhold til samtlige berørte kunder (Dell, HP, NEC, Lenovo og MSH), og at Kommissionen desuden ikke havde foretaget en behørig analyse af rabatternes markedsdækning og varighed. Kommissionen appellerede herefter til EU-Domstolen med påstand om, at Retten havde begået retlige fejl og tilsidesat princippet om ultra petita.