Fortolkning af 18-måneders fristen for inddrivelse af ELFUL-støtte: Er fristen en forældelsesfrist over for støttemodtageren?

Sagen omhandler et præjudicielt spørgsmål indgivet af Nejvyšší správní soud (Højeste Forvaltningsdomstol) i Den Tjekkiske Republik vedrørende fortolkningen af fristen for inddrivelse af uretmæssigt udbetalte tilskud fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).

Tvisten opstod mellem den tjekkiske borger M.K., som modtog ELFUL-støtte i 2015, og Ministerstvo zemědělství (Landbrugsministeriet). Efter en kontrol i maj 2016 blev det konstateret, at M.K. havde overtrådt støttereglerne, hvilket berettigede en tilbagebetaling på 100% af støtten (ca. 5,2 millioner CZK). Den formelle afgørelse om inddrivelse blev dog først truffet i juni 2018, hvilket var mere end 18 måneder efter konstateringen af uregelmæssigheden.

Det centrale spørgsmål for den forelæggende ret var, om fristen på 18 måneder, fastsat i artikel 54, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1306/2013, for medlemsstaten til at anmode om tilbagebetaling, er en forældelsesfrist – der ville annullere medlemsstatens ret til at kræve beløbet tilbage fra borgeren – eller blot en ordensmæssig frist – der kun regulerer det interne finansielle ansvar mellem medlemsstaten og EU-budgettet.

Domstolen fastslog, at den frist på 18 måneder, der er fastsat i artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, skal fortolkes som en ordensmæssig frist og er ikke til hinder for, at inddrivelsesproceduren over for støttemodtageren kan indledes, selv efter denne frists udløb.

Domstolens begrundelse for fristens karakter

• Artiklen 54, stk. 1, regulerer primært det finansielle forhold mellem Unionen og den pågældende medlemsstat i forbindelse med delt forvaltning af landbrugsstøtten.
• Fristens formål er at sikre, at medlemsstaterne handler hurtigt for at beskytte EU's finansielle interesser og forvaltningens effektivitet. Den fungerer som et incitament for medlemsstaterne til at inddrive midlerne prompte.
• Overskridelse af 18-måneders fristen medfører finansielle konsekvenser for medlemsstaten (potentiel udelukkelse fra EU-finansiering, jf. art. 54, stk. 5, litra a)), men den medfører ikke, at medlemsstatens ret til at inddrive beløbet fra den uretmæssige modtager bortfalder.
• Forældelsesfristen for selve retsforfølgningen og inddrivelsen af uberettiget støtte over for borgeren fastsættes i stedet af den generelle fireårige forældelsesfrist, der er fastlagt i artikel 3, stk. 1, i forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95, medmindre sektorspecifikke EU-regler fastsætter en kortere frist.

Afgørelsen cementerer sondringen mellem de forvaltningsmæssige frister, der regulerer medlemsstaternes ansvar over for EU-budgettet, og de forældelsesfrister, der regulerer retsforfølgningen af økonomiske aktører for uregelmæssigheder.