Saxo Bank A/S mod GFK Center Gesellschaft m.b.H - Priskorrektion af FX-optioner efter schweizerfranc-chokket

Sagen omhandlede et betydeligt erstatningskrav anlagt af tre udenlandske selskaber – Censeo Consulting Gmbh, Artur Zangerl e.U. og MWT Immo GmbH (Sagsøgerne) – mod den danske investeringsbank SAXO BANK A/S (Sagsøgte). Tvisten vedrørte Sagsøgtes rådgivning og håndtering af Sagsøgernes investeringskonti, specifikt i forbindelse med komplekse valutatransaktioner, som angiveligt resulterede i et betydeligt økonomisk tab for Sagsøgerne. Sagsøgerne hævdede, at Saxo Bank havde misligholdt sin rådgivningspligt, og at de aftalte vilkår var urimelige, hvilket førte til krav om erstatning for det lidte tab. Sagen har et stærkt internationalt element, da sagsøgerne er udenlandske selskaber.

Sagsøgernes Hovedargumenter

Sagsøgerne argumenterede for, at Saxo Bank havde et ansvar, der gik ud over blot at facilitere handlerne. De mente, at banken enten bevidst eller uagtsomt havde rådgivet dem forkert i relation til risikoprofilen af de finansielle instrumenter, hvilket var i strid med god skik for finansielle tjenesteydere. De påpegede især:

• Utilstrækkelig risikoinformation: Banken undlod at give tilstrækkelig advarsel om det fulde omfang af tabsrisikoen.
• Urimelige aftalevilkår: Aftalegrundlaget gav Saxo Bank for store beføjelser, hvilket gjorde vilkårene urimelige, jf. princippet i Aftaleloven § 36.

Sagsøgerne fremførte, at "Saxo Bank ikke blot har handlet som mægler, men reelt har ageret rådgiver i en situation, hvor asymmetrien i viden og magt var markant."

Saxo Banks Forsvar

Saxo Bank A/S afviste samtlige erstatningskrav og argumenterede for, at sagsøgerne var professionelle investorer, der havde handlet på et oplyst grundlag. Banken anførte, at de almindelige forretningsbetingelser var accepteret og udtrykkeligt fastslog, at investeringerne blev foretaget på kundens eget ansvar og risiko.

• Aftalefrihed: Aftalerne var indgået på armslængde vilkår, og sagsøgerne havde tilstrækkelig kompetence til at vurdere risikoen.
• Kausalitet: Tabene skyldtes de naturlige udsving på markedet og ikke fejl eller forsømmelser fra bankens side.
• Erstatningslempelse: Selv hvis der var en ansvarspådragende fejl, skulle et eventuelt erstatningsansvar lempes betydeligt, jf. Erstatningsansvarsloven § 24, da Sagsøgernes egen uagtsomhed i risikostyringen var stærkt medvirkende til tabet.

Retten skulle afgøre, i hvilket omfang de danske regler om god skik og rådgivningsansvar finder anvendelse over for udenlandske professionelle kunder, samt om aftalevilkårene var så urimelige, at de helt eller delvist skulle tilsidesættes.