Tvist om garanteret udbetaling af kapitalpension efter opsplitning og selskabets systemfejl

Sagen omhandler en pensionsholders klage over Danica Pension, Livsforsikringsaktieselskab, vedrørende påstået ukorrekt forrentning af hendes pensionsordning, hvilket har resulteret i en væsentligt lavere udbetaling end forventet ved pensionering.

Sagens baggrund og forløb

Klageren indgik pensionsaftaler med Statsanstalten for Livsforsikring (senere overtaget af Danica Pension) i 1987, 1996 og 1998. Disse aftaler inkluderede en garanteret forrentning og bonusordning. I 1998 blev klageren oplyst om en forventet udbetaling på 2.048.555 kr. som engangsbeløb og 545 kr. årligt ved pensionering i 2024. Det fremgik, at Danica garanterede en mindsterente på 4,50 % på ordningen pr. 1. juli 1996, og 2,50 % på bonustilskrivninger og forhøjelser efter denne dato. Rentegarantien omfattede dog ikke fremtidige forhøjelser.

Ved pensionsaftalens udløb i 2024 konstaterede klageren, at den faktiske udbetaling var markant lavere end forventet, nemlig 1.133.308 kr. før skat som engangsbeløb og 3.410,40 kr. månedligt. Danica Pension forklarede, at klagerens ordning var placeret i rentegruppe D2 med en kontorente på 2,0 % p.a., og at hendes ordningshistorik havde resulteret i "det dårligste af begge verdener – en lav ret til ydelser kombineret med en lav rentegruppe."

Klageren afviste i 2012 og 2015 tilbud om omlægning af pensionsordningen for at bevare sin eksisterende garanti. Danica Pension oplyste, at klagerens pensionsordning var en traditionel G82-ordning, og at prognoserne ikke var bindende løfter, men baseret på forudsætninger om fortsatte indbetalinger, hvilket ikke skete efter 2013 for en del af ordningen. Selskabet kunne ikke fremlægge kontooversigter længere tilbage end fem år.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren gjorde gældende, at Danica Pension ikke havde forrentet hendes pensionsordning korrekt i henhold til den aftalte rentegaranti og bonusordning, og at hun derfor havde lidt et tab. Hun påstod, at Danica Pension skulle udbetale mindst 2.048.555 kr. i engangsbeløb samt 3.410,40 kr. i månedlig udbetaling og dække sagens omkostninger. Klageren anførte, at hun ikke havde indgået aftale med selskabet om indplacering i en rentegruppe med lavere rente, og at beregningsgrundlaget G82 ikke var henvist til i aftalegrundlaget. Klageren mente, at selskabets manglende redegørelse for den faktiske forrentning af pensionsordningen fra 1987 til 2012 skulle tillægges processuel skadevirkning.

Danica Pensions argumenter

Danica Pension afviste klagen og henviste til, at klagerens aftale var en traditionel G82-ordning, hvor selskabet havde givet tilsagn om garanterede ydelser opgjort med ordningens grundlagsrente. Selskabet fastholdt, at der ikke var stillet en særlig rentegaranti ud over den, der indgik i G82-beregningen. Danica Pension henviste til Højesterets dom U 2016.1487 H, som omhandler fortolkning af garantien på traditionelle pensionsordninger. Selskabet oplyste endvidere, at klagerens ordning havde stået uden indbetaling siden 2013, hvilket havde medført, at prognoserne var faldet i forhold til tidligere forudsætninger om fortsat indbetaling frem til 2024.