Afvisning af klage over Industriens Pensions begrænsninger for overførsel af hvilende arbejdsmarkedspension til privat ordning

Sagens baggrund og tvist<p>Klageren, som ikke længere er på arbejdsmarkedet grundet helbredsmæssige årsager, anmodede om at få overført sin hvilende arbejdsmarkedspensionsordning hos Industriens Pensionsforsikring A/S (Selskabet) til et privat pengeinstitut. Klagerens ønske var at opnå større indflydelse på investeringer og rådgivning i sammenhæng med sin samlede økonomi. Selskabet afviste anmodningen med henvisning til, at ordningen, som følge af overenskomstmæssige aftaler, kun kan overføres til en anden obligatorisk, arbejdsgiveradministreret pensionsordning.</p><h3>Vilkår for overførsel og dispensation</h3><p>Selskabets forsikringsbetingelser tillader overførsel til en privat ordning, hvis medlemmet bliver selvstændig erhvervsdrivende under visse indtægtsgrænser. Derudover har selskabet en dispensationsmulighed for medlemmer, der har forladt arbejdsmarkedet og ikke kan omfattes af en ny obligatorisk ordning. Denne dispensation kræver omfattende dokumentation, herunder sandsynliggørelse af økonomisk gevinst og bevis for at ordningen ikke kan genkøbes. Klageren afviste dog at fremlægge dokumentation for at have forladt arbejdsmarkedet, da han mente, det var urealistisk at dokumentere før endelig pensionering.</p><h3>Klagerens hovedpåstande</h3><p>Klageren argumenterede for, at Selskabets krav og restriktioner udgjorde usaglige hindringer for flytning af en hvilende arbejdsmarkedspensionsordning, hvilket er i strid med reglerne om god skik. Klageren henviste til Finanstilsynets påbud til andre selskaber, der har fastslået, at urimelige begrænsninger for pensionsflytninger skal fjernes. Klageren anførte:</p><blockquote>Jeg har, som det også fremgår at vedhæftede 'klageskriv' talt med min rådgiver i [klagerens pengeinstitut] og har fået bekræftet at eventuelle genkøbsklausuler naturligvis bliver påført på de nye aftale i [klagerens pengeinstitut]/[andet pensionsselskab], det kræver blot at Industriens Pension oplyser om disse forhold.</blockquote><p>Klageren anførte, at Selskabets krav om dokumentation for, at han ikke har udsigt til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, stred imod pligten til at handle redeligt og loyalt over for sine kunder, jf. Bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører § 4, stk. 1.</p><h3>Selskabets forsvar</h3><p>Selskabet fastholdt afvisningen, da klageren ikke havde opfyldt de nødvendige betingelser for at behandle en ansøgning om dispensation (ved at nægte at dokumentere, at han havde forladt arbejdsmarkedet). Selskabet anmodede nævnet om at afvise sagen, da spørgsmålet om, hvorvidt forsikringsbetingelser fastsat i overenskomst er i strid med god skik, er en generel problemstilling, der mest hensigtsmæssigt bør behandles af Finanstilsynet eller domstolene. Selskabet henviste til en tilsvarende tidligere nævnsafgørelse (sag 101099).</p>

Nævnet traf afgørelse efter stemmeflertallet og bestemte, at nævnet ikke kunne afgøre sagen. Klagegebyret blev tilbagebetalt.<p>Nævnets flertal fandt, at sagen var uegnet til nævnsbehandling i henhold til nævnets vedtægters .</p><h3>Flertallets begrundelse</h3><p>Flertallet lagde vægt på, at Finanstilsynet ikke havde udstedt påbud specifikt til Industriens Pensionsforsikring A/S angående disse vilkår. Flertallet vurderede, at en hel eller delvis tilsidesættelse af selskabets forsikringsbetingelser – især da de er en del af kundebindinger fastsat gennem overenskomst og har været gældende i en årrække – ville udgøre et relativt vidtgående indgreb med afsmittende virkning på andre pensionsselskaber.</p><p>På den baggrund vurderede flertallet, at en afgørelse, der skulle træffes med henvisning til reglerne om god skik og , mest hensigtsmæssigt skulle træffes af Finanstilsynet, som er den relevante myndighed på området. Nævnet ville først kunne afgøre lignende sager, hvis Finanstilsynet havde udstedt et påbud til selskabet, som derefter blev overtrådt over for en konkret kunde.</p><h3>Mindretallets synspunkt</h3><p>Nævnets mindretal fandt, at selskabet burde imødekomme klagerens anmodning, da selskabet ikke havde bevist, at der forelå en saglig begrundelse for at afvise overførslen. Mindretallet henviste til Finanstilsynets tidligere påbud til andre virksomheder, der fastslår, at selskaber skal ophøre med at stille krav om, at den modtagende ordning skal være en obligatorisk arbejdsmarkedspension, medmindre der er et sagligt formål. Mindretallet konkluderede, at selskabets afvisning var i strid med reglerne om god skik.</p>