Fokus på sårbarhed og retshjælp: Krav om øjeblikkelig advokatbistand til mistænkte med psykiske lidelser

Straffesagen vedrører K.P., en mistænkt i Polen, der blev sigtet for besiddelse af stoffer og kørsel under påvirkning. K.P. udviste forvirret og usammenhængende tale ved anholdelsen og havde en kendt historik med skizofreni og skizo-affektiv psykose.

Efter anholdelsen blev K.P. afhørt af politiet uden tilstedeværelse af en advokat og uden forudgående vurdering af hans sårbarhed, på trods af de åbenlyse tegn på psykisk sygdom. Anklagemyndigheden undlod efterfølgende at beskikke en advokat, selv da K.P. blev overgivet anklageskriftet under indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Den polske ret (Sąd Rejonowy we Włocławku) fandt, at denne mangel på handling tilsidesatte K.P.'s rettigheder under EU-direktiverne, og forelagde en række spørgsmål til Domstolen om rækkevidden af advokatbistand for sårbare personer og konsekvenserne for national ret.

De centrale EU-retlige spørgsmål omhandlede:

• Om myndighederne har pligt til proaktivt at identificere sårbarhed og yde retshjælp ex officio.
• Hvorvidt de relevante bestemmelser i direktiverne har direkte virkning, og om national ret, der er i strid hermed, skal tilsidesættes.
• Hvad konsekvensen er for antageligheden af beviser, der er indhentet i strid med disse garantier.

Domstolen blev også spurgt, om afhøringen under indlæggelse på et psykiatrisk hospital uden advokat udgjorde umenneskelig behandling, men dette spørgsmål blev afvist som uantageligt grundet manglende faktuelle oplysninger.

Domstolen konkluderer, at artikel 2, stk. 1, litra b), artikel 4, stk. 5, og artikel 9 i direktiv 2016/1919, sammenholdt med artikel 3, stk. 2 og 3, i direktiv 2013/48, skal fortolkes således, at de pålægger medlemsstaterne en række ubetingede forpligtelser.

Krav om identifikation og øjeblikkelig retshjælp

Medlemsstaterne er forpligtet til at sikre, at sårbarheden hos en mistænkt eller tiltalt person (herunder personer med psykiske lidelser) erkendes og anerkendes, inden den pågældende afhøres eller udsættes for særlige efterforskningsmæssige foranstaltninger. Myndighederne, herunder anklagemyndigheden og politiet, skal agere proaktivt.

Der skal sikres adgang til advokatbistand med ret til retshjælp uden unødig forsinkelse, og senest inden afhøringen påbegyndes, for at muliggøre en effektiv udøvelse af retten til forsvar.

Konsekvenser for bevisers antagelighed

• Direktiv 2013/48 og direktiv 2016/1919 kræver, at afgørelser om sårbarhedsvurdering eller afslag på retshjælp skal begrundes og kunne gøres til genstand for et effektivt retsmiddel.
• EU-retten er ikke til hinder for national lovgivning, der ikke automatisk afviser inkriminerende beviser, som stammer fra forklaringer afgivet i strid med direktiverne (f.eks. uden advokatbistand).