Subsidiær kompetence i arvesager: Afgørende tidspunkt for lokalisering af boets goder i en medlemsstat (Forordning 650/2012, artikel 10)

Denne sag vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 (arveforordningen), specifikt reglerne om subsidiær kompetence i arvesager. Tvisten udspiller sig mellem to efterkommere, LS og PL, efter en afdød person, der havde dobbelt statsborgerskab (tysk og egyptisk), og som boede i Egypten på dødstidspunktet.

Afdøde, som havde boet og arbejdet i Tyskland i mange år, døde i Egypten i 2017. Da afdødes sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet var i et tredjeland (Egypten), kunne den generelle kompetenceregel i artikel 4 ikke anvendes. Sagen blev anlagt ved Landgericht Düsseldorf (Tyskland) og drejer sig om LS' krav om tvangsarv mod PL (den testamentariske arving).

Konfliktspørgsmålet

For at Landgericht Düsseldorf kunne udøve subsidiær kompetence i henhold til Arveforordningens artikel 10, stk. 1, skulle det fastslås, at der befandt sig goder i boet i Tyskland på det relevante tidspunkt. Boet omfattede bl.a. en bankkonto i Tyskland, som havde en positiv saldo ved dødsfaldet, men som var blevet afviklet, inden søgsmålet blev anlagt.

Den forelæggende ret var derfor i tvivl om, hvorvidt vurderingen af godernes tilstedeværelse i medlemsstaten skulle ske på dødstidspunktet eller på tidspunktet for sagens anlæggelse, idet dette var afgørende for, om den tyske ret overhovedet var kompetent.

Domstolen fastslår, at artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 650/2012 (arveforordningen) skal fortolkes således, at det med henblik på fastlæggelse af subsidiær kompetence er dødstidspunktet, der er afgørende for, om boets goder befinder sig i den pågældende medlemsstat.

Domstolens begrundelse

Domstolen baserede sin afgørelse på en fortolkning af bestemmelsens ordlyd, dens sammenhæng og forordningens overordnede mål:

• Artiklens ordlyd: Artikel 10, stk. 1, knytter betingelserne om statsborgerskab (litra a) og foregående sædvanligt opholdssted (litra b) udtrykkeligt til 'dødstidspunktet'. Det er logisk, at hele den subsidiære kompetenceregel baserer sig på de omstændigheder, der var til stede senest ved dødsfaldet.
• Forordningens systematik: Både den generelle kompetence (artikel 4) og den subsidiære kompetence (artikel 10) lægger generelt tidspunktet for dødsfaldet til grund for vurderingen af kompetencekriterierne.
• Mål og retssikkerhed: Forordningen har til formål at sikre borgerne mulighed for at tilrettelægge deres arv på forudsigelig vis og med fuld retssikkerhed. Dette ville blive bragt i fare, hvis retslig kompetence kunne afhænge af omstændigheder efter dødsfaldet, såsom realisering eller overførsel af boets goder til en anden medlemsstat.

Domstolen konkluderede, at vurderingen af godernes lokalisering er uløseligt knyttet til det tidspunkt, hvor den afdøde, som var ejer af disse, døde, og ikke det tidspunkt, hvor sagen anlægges.