Search for a command to run...
Dato
Myndighed
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
Italien, EU-medlemsstater, EU’s institutioner og organer, Europa-Kommissionen
Generaladvokat
Regan
Denne sag om præjudiciel forelæggelse fra Tribunale Ordinario di Venezia omhandler fortolkningen af Rådets direktiv 2004/80/EF om erstatning til ofre for forsætlige voldsforbrydelser, særligt i relation til statslig erstatning til nærtstående familiemedlemmer (indirekte ofre) i tilfælde af manddrab.
Sagen blev anlagt af forældrene, søsteren og børnene til en person, der blev dræbt i Italien. Gerningsmanden var insolvent, hvilket aktiverede den italienske stats forpligtelse til at udbetale erstatning fra en solidaritetsfond i henhold til national lov (lov nr. 122/2016).
Den italienske lovgivning anvendte en restriktiv "kaskade"-ordning baseret på arverækkefølgen. Denne ordning indebar, at forældre og søskende automatisk blev udelukket fra statslig erstatning, hvis den afdøde efterlod sig børn og en efterlevende ægtefælle. Dette gjaldt, selvom en straffedomstol havde anerkendt forældrenes og søsterens skader og tildelt dem betydelige civile erstatningsbeløb for deres lidelser.
Den forelæggende ret spurgte Domstolen, om denne automatiske udelukkelse af visse nærtstående familiemedlemmer, uanset deres anerkendte skade, var forenelig med artikel 12, stk. 2, i direktiv 2004/80/EF, som kræver, at der ydes en "rimelig og passende erstatning til ofre".
Domstolen måtte først afgøre, om nærtstående familiemedlemmer, som forældre og søskende, overhovedet er omfattet af begrebet "ofre" i direktivets forstand. Derefter undersøgte Domstolen, om den nationale "kaskadeordning" levede op til kravet om rimelig og passende erstatning.
Domstolen fastslog, at artikel 12, stk. 2, i direktiv 2004/80/EF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der fastsætter en erstatningsordning for forsætlige voldsforbrydelser, hvorefter:
Domstolen præciserede, at begrebet "ofre" i artikel 12, stk. 2, i tilfælde af manddrab skal omfatte de nærtstående familiemedlemmer (indirekte ofre), der har lidt skade som følge af forbrydelsen. En modsatrettet fortolkning ville fratage direktivet dets effektive virkning, da de alvorligste voldsforbrydelser (med døden til følge) ellers ville være udelukket fra erstatningsordningen.
Medlemsstaterne har skønsmargen til at fastsætte ordninger, der ikke nødvendigvis sikrer fuld erstatning, men erstatningen skal dog være "rimelig og passende".
En national ordning kan ikke i henhold til logikken i arverækkefølgen automatisk udelukke visse familiemedlemmer fra enhver erstatning alene på grund af andre familiemedlemmers tilstedeværelse, uden at der kan tages hensyn til andre betragtninger end denne rækkefølge, såsom bl.a. de materielle konsekvenser, som den pågældende persons død ved manddrab har for disse familiemedlemmer (præmis 65).
En ordning, der automatisk udelukker ofre uden at tage hensyn til deres konkrete skade – især når deres lidelse er blevet anerkendt af en straffedomstol – kan ikke anses for at garantere en tilstrækkelig kompensation for den lidte økonomiske og ikke-økonomiske skade og er derfor uforenelig med direktivet.
Erstatningsnævnet informerer om behandlingen af ansøgninger fra personer, der befandt sig i Fields under skyderiet, og præciserer reglerne for direkte og indirekte skadelidte.

Sagen vedrører en anmodning om præjudiciel afgørelse fra den italienske kassationsdomstol i forbindelse med en tvist om Den Italienske Republiks ansvar for manglende gennemførelse af Rådets direktiv 2004/80/EF om erstatning til ofre for forbrydelser. Sagsøgeren, BV, en italiensk statsborger bosiddende i Italien, blev i 2005 offer for et seksuelt overgreb og anlagde i 2009 sag mod staten, da hun ikke kunne opkræve erstatning fra gerningsmændene, og Italien endnu ikke havde implementeret en tilstrækkelig erstatningsordning for voldsofre.
Kriteriet om ”ikkevestlig oprindelse” i almenboligloven kan udgøre diskrimination, siger EU-Domstolen. Men det er op til de danske domstole at vurdere endeligt.
Erstatningsnævnet tilbyder nu at genoptage sager, hvor der tidligere er givet afslag på grund af forældelse, som følge af ny retspraksis på området.
Det centrale spørgsmål var for det første, om en medlemsstat ifalder ansvar for tilsidesættelse af EU-retten (Francovich-ansvar) over for ofre i rent interne situationer (dvs. bosiddende i den medlemsstat, hvor forbrydelsen fandt sted), eller om direktivet, der primært fokuserer på grænseoverskridende situationer, kun giver rettigheder til ofre, der udøver fri bevægelighed.
For det andet ønskede den forelæggende ret afklaret, om det er i overensstemmelse med direktivets krav om en 'rimelig og passende erstatning', at Italien efterfølgende (i 2017) indførte en ordning, der fastsatte en fast erstatning på kun 4.800 EUR for ofre for seksuelle overgreb, hvilket de nationale domstole anså for potentielt utilstrækkeligt eller endda 'hånligt', sammenlignet med de skadeserstatninger, der ellers tilkendes i nationale sager (op til 200.000 EUR).
Direktivet har til formål at lette adgangen til erstatning for ofre for forsætlige voldsforbrydelser i grænseoverskridende situationer (Kapitel I), men fastsætter i artikel 12, stk. 2 (Kapitel II), en generel forpligtelse for alle medlemsstater til at sikre, at der i kraft af deres nationale regler forefindes en ordning, der garanterer en rimelig og passende erstatning til ofre for forsætlige voldsforbrydelser begået på deres eget område.

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale ordinario di Firenze vedrørende fortolkningen af art...
Læs mere
Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Italien vedrørende fortolkningen af rammeafgørelse 2001/220/RI...
Læs mere