Beskatning af kursgevinst ved eftergivelse af gæld i fremmed valuta i et kommanditselskab

Parternes argumenter

Klageren gjorde gældende, at der var indgået en bindende aftale om lånekonvertering i 2020, og at beskatningen derfor skulle følge reglerne for gæld i danske kroner under Kursgevinstloven § 21, hvor beskatningen begrænses af resthæftelsen.

Skattestyrelsen argumenterede for, at konverteringen fra GBP til DKK reelt først fandt sted i 2021, blot to dage før gældseftergivelsen, og udelukkende var motiveret af skattemæssige hensyn. Derfor skulle beskatningen ske efter Kursgevinstloven § 23 vedrørende fremmed valuta, hvilket medfører fuld beskatning af kursgevinsten uanset resthæftelsen.

Landsskatterettens begrundelse

Landsskatteretten fandt, at lånet ikke kunne anses for reelt omlagt til DKK før selve eftergivelsen. Retten lagde vægt på følgende:

• Konverteringen skete først på kontoudtog i september 2021.
• Der blev beregnet renter i GBP frem til maj 2021.
• Der var samtidighed mellem konvertering og eftergivelse.
• Der blev aldrig betalt afdrag eller renter på et lån i DKK.

"Landsskatteretten finder, at lånet ikke kan anses for omlagt til lån i danske kroner forud for gældseftergivelsen, og at kommanditselskabet således ikke fik eftergivet gæld i danske kroner. ... På baggrund heraf må der anses at være sket eftergivelse af kommanditselskabets gæld i GBP, uanset at det var aftalt, at gældsposten blev omregnet til danske kroner i forbindelse med, at banken eftergav gælden."

Retten henviste til Højesterets dom i SKM2023.146.HR, hvorefter kursgevinst ved eftergivelse af gæld i fremmed valuta skal beskattes fuldt ud efter Kursgevinstloven § 23, uanset om kommanditistens resthæftelse er indbetalt.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Klageren blev beskattet af en kursgevinst på 3.177.970 kr. i indkomståret 2021 i medfør af Kursgevinstloven § 23 og Kursgevinstloven § 26, stk. 3.

Oversigt over de gældende satser og beløbsgrænser for 2025 og 2026 i ligningsloven.

Oversigt over aktuelle satser, beløbsgrænser og skatteprocenter i kildeskatteloven for 2025 og 2026.

Skattestyrelsens argumentation

Skattestyrelsen anså kursgevinsten for skattepligtig med hjemmel i Kursgevinstloven § 23, som omhandler gevinst og tab på gæld i fremmed valuta. Styrelsen fremhævede, at det afgørende for beskatning er, om debitor kan frigøre sig fra en gældsforpligtelse ved at betale et lavere beløb, end der blev modtaget ved gældens påtagelse. Årsagen til gældseftergivelsen er uden betydning. Skattestyrelsen henviste til SKM2016.325.VLR og SKM2010.42.BR til støtte for, at beskatning efter Kursgevinstloven § 23 sker uanset fordringens værdi for kreditor eller resthæftelsens størrelse. Styrelsen anerkendte, at Den Juridiske Vejledning kunne virke uklar på området, men fastholdt sin fortolkning.

Klagerens argumentation

Klageren, repræsenteret af sin advokat, nedlagde påstand om, at kursgevinsten ikke var skattepligtig. Repræsentanten gjorde gældende, at beskatningen skulle ske efter Kursgevinstloven § 21, som omhandler singulær gældseftergivelse. Ifølge denne bestemmelse sker beskatning kun i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på eftergivelsestidspunktet. Da gælden blev eftergivet til en værdi af 0 kr. (svarende til resthæftelsen), mente klageren, at der ikke var grundlag for beskatning.

Klageren argumenterede for en regelkonflikt mellem Kursgevinstloven § 21 og Kursgevinstloven § 23, som ikke er direkte reguleret i lovteksten eller dens forarbejder. Klageren anførte, at Kursgevinstloven § 21 burde have forrang efter principperne om lex posterior (nyere lov går forud for ældre) og lex specialis (specifik lov går forud for generel). Klageren bestred Landsskatterettens tidligere afgørelse i SKM2020.64.LSR, som fastslog forrang for Kursgevinstloven § 23.

Endvidere gjorde klageren gældende, at dommene SKM2019.627.HR, SKM2021.586.ØLR og SKM2023.146.HR ikke havde taget stilling til denne specifikke regelkonflikt. Klageren henviste til retsplejelovens forhandlingsprincip (Retsplejeloven § 338), som indebærer, at domstolene kun tager stilling til de påstande og anbringender, som parterne har fremsat. Da spørgsmålet om forrang mellem Kursgevinstloven § 21 og Kursgevinstloven § 23 ikke var bestridt eller fremsat som et anbringende i de nævnte domme, kunne domstolene ifølge klageren ikke have truffet afgørelse herom.