Search for a command to run...
Dato
6. oktober 2025
Hoved Emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Eksterne links
Læs hele sagenUnder Emner
Fuld skattepligt, Skattemæssigt hjemsted, Dobbeltdomicil, Rejsegodtgørelse, Befordringsfradrag, Sædvanlig bopæl, Livsinteresser
Sagen omhandler en polsk statsborgers skattemæssige status i Danmark for indkomstårene 2020, 2021 og 2022. Skattestyrelsen havde ændret klagerens status fra begrænset til fuldt skattepligtig og beskattet udbetalt rejsegodtgørelse. Samtidig blev befordringsfradrag for kørsel mellem Danmark og Polen nægtet.
Klageren, som arbejdede i Danmark og opholdt sig her 241-249 dage årligt, argumenterede for, at han var skattemæssigt hjemmehørende i Polen, hvor han havde sin familie, ejede bolig og administrerede sine personlige interesser. Han betragtede opholdet i Danmark som midlertidigt i forbindelse med arbejde.
Skattestyrelsen fandt, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, da han havde bopæl og opholdt sig i landet. Da klageren havde fast bolig til rådighed i begge stater, opstod en dobbeltdomicilsituation, der skulle løses efter Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2.
Skattestyrelsen og senere Landsskatteretten vurderede, at klageren havde midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark (litra a), idet hans økonomiske interesser (fast arbejde) var stærkest her, og hans personlige tilknytning til Polen i det væsentligste fremstod udokumenteret.
Den udbetalte skattefri rejsegodtgørelse blev gjort skattepligtig, jf. Ligningslovens § 9, stk. 4. Dette skyldtes, at arbejdsgiveren ikke havde ført den krævede effektive kontrol med afregningsbilagene, herunder registrering af rejsens start- og sluttidspunkter samt formål, jf. Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1. Klageren bar bevisbyrden for, at betingelserne var opfyldt, hvilket ikke var tilfældet.
Skattestyrelsen nægtede befordringsfradrag for kørsel mellem Danmark og Polen, da klagerens sædvanlige bopæl i relation til Ligningslovens § 9 C, stk. 1 blev anset for at være i Danmark. Kørsel til Polen blev dermed betragtet som privat. Ydermere blev fradrag for kørsel i Danmark ikke godkendt, da afstanden fra hans danske bopæl til arbejdsstedet kun var 6 km, hvilket er under grænsen på 24 km, jf. Ligningslovens § 9 C, stk. 2.
Skattestyrelsen godkendte dog et begrænset rejsefradrag efter kostsatsen i Ligningslovens § 9 A, stk. 7 for dokumenterede rejsedage væk fra den danske bopæl i 2020 og 2022.
Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse for indkomstårene 2020, 2021 og 2022 på alle klagepunkter.
Landsskatteretten konkluderede, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark efter Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.
"Retten finder, ud fra en samlet vurdering, at klageren har midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, og dermed er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a."
Dette blev særligt begrundet med klagerens stærke økonomiske og erhvervsmæssige tilknytning til Danmark og det faktum, at hans ophold i Danmark udgjorde størstedelen af året. Hans tilknytning til Polen blev anset som udokumenteret i det væsentligste.

Kursus afholdes:
1. oktober Hvidovre
6. oktober Vejle
8. december Aalborg
Lønmodtagerforhold - Indeholdelsespligt – Afstemnings...
Læs mere
Sagen omhandler en klager, oprindeligt fra Polen, der i indkomstårene 2016-2018 var registreret med dansk adresse og fastansat i Danmark. Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om, at klageren var fuldt skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og derfor ikke berettiget til befordringsfradrag mellem Danmark og Polen efter grænsegængerreglerne i Kildeskatteloven §§ 5 A-D. Klageren fastholdt, at han var dobbeltdomicileret med skattemæssigt hjemsted i Polen, da han havde bevaret bopæl og samlever i Polen og rejste hyppigt hjem.
Skattestyrelsen argumenterede for, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark fra indrejsedatoen, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1 og Kildeskatteloven § 7, stk. 1, da han havde bopæl til rådighed og tog ophold i Danmark. Ved vurderingen af skattemæssigt hjemsted under dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Polen (artikel 4) fandt Skattestyrelsen, at klagerens økonomiske forbindelser var i Danmark (fuldtidsarbejde), mens hans personlige forbindelser var i Polen (samlever). Da det ikke entydigt kunne afgøres, hvor klageren havde centrum for sine livsinteresser, blev det skattemæssige hjemsted afgjort ud fra sædvanligt ophold. Skattestyrelsen vurderede, at klageren opholdt sig mest i Danmark for at varetage sit fuldtidsarbejde, og derfor var skattemæssigt hjemmehørende her. Befordringsfradrag for kørsel til Polen blev afvist som private udgifter.
Klagerens repræsentant anførte, at klageren oprindeligt var ansat på tidsbegrænsede kontrakter, og at hans livsinteresser var i Polen på grund af familie, fast bopæl og sociale tilknytninger. Det blev fremhævet, at klageren havde købt en grund i Polen og tilbragte alle ferier og fridage der. Repræsentanten henviste til OECD's modeloverenskomst, der understreger betydningen af personens egne handlinger og bevarelse af bopæl i hjemlandet for at vise centrum for livsinteresser. Klageren havde desuden været i Polen i tre måneder i 2018 grundet kræftbehandling, hvilket yderligere understøttede hans tilknytning til Polen.

Sagen omhandlede en polsk statsborgers skattepligt og fradragsret i Danmark for indkomstårene 2008 og 2009. Klageren, de...
Læs mere
Sagen omhandlede en polsk statsborger, der havde arbejdet i Danmark siden 2007 og boet her i forbindelse med arbejdet. H...