Nægtet momsfradrag for udgifter til underleverandører, da fakturaerne blev anset for fiktive, og virksomheden ikke løftede den skærpede bevisbyrde

Sagen vedrører Landsskatterettens (LSR) stillingtagen til, hvorvidt Skattestyrelsen med rette havde forhøjet en virksomheds momstilsvar for 2022 med 20.407 kr. ved at nægte fradrag for købsmoms relateret til ydelser fra to underleverandører, som blev anset for at være fiktive.

Faktiske Forhold og Skattestyrelsens Vurdering

Virksomheden, der handlede med affaldsprodukter, havde i 2022 angivet et samlet købsmomsfradrag på 105.904 kr. Skattestyrelsen anfægtede fradraget for to specifikke fakturaer fra selskaberne [virksomhed2] ApS og [virksomhed4] ApS, der beløb sig til i alt 20.407 kr. i moms.

Skattestyrelsen begrundede afgørelsen med, at de to underleverandører blev anset for at have fungeret som 'fakturafabrikker', der udstedte fiktive fakturaer med henblik på uberettiget momsfradrag. Dette blev understøttet af flere forhold:

• [virksomhed2] ApS var opløst efter konkurs og havde fungeret som fakturafabrik.
• [virksomhed4] ApS’ hovedaktionær var dømt for omfattende hvidvask og udstedelse af fiktive fakturaer på over 38 millioner kroner.
• Ingen af leverandørerne syntes at have haft de menneskelige eller økonomiske ressourcer til at udføre de fakturerede ydelser.
• De fremlagte fakturaer manglede specificitet, herunder oplysninger om, hvor ydelserne (Assistance, nedskæring og sortering) var leveret, og hvem der havde udført arbejdet, hvilket er i strid med fakturakravene i Momsbekendtgørelsen.

Virksomhedens Argument

Virksomheden gjorde gældende, at ydelserne (bearbejdning, adskillelse og sortering af ædelmetaller) faktisk var leveret, og at indehaveren havde handlet i god tro, uden kendskab til underleverandørernes kriminelle aktiviteter. Virksomheden anførte, at de mundtlige aftaler var blevet betalt via bankoverførsel, og at yderligere dokumentation (timesedler, kontrakter eller korrespondance) ikke kunne fremskaffes efter så mange år.

Landsskatterettens Begrundelse

LSR bemærkede, at fradragsretten i henhold til Momsloven § 37, stk. 1 og 2, nr. 1 forudsætter, at der faktisk er sket levering af de momspligtige ydelser. Retten fandt, at fakturaerne ikke overholdt de forskriftsmæssige krav i Momsbekendtgørelsens dagældende bestemmelser (jf. bl.a. Momsbekendtgørelse § 57, stk. 1 og Momsbekendtgørelse § 58, stk. 1, nr. 5 og 6), da de manglede konkrete oplysninger om omfanget og arten af de leverede ydelser.

LSR fastslog, at de mangelfulde fakturaer og de usædvanlige omstændigheder (leverandørernes status som dømte fakturafabrikker) pålagde virksomheden en skærpet bevisbyrde for, at leverancerne var reelle. Virksomheden havde imidlertid ikke fremlagt den nødvendige dokumentation i form af skriftlige aftaler, timesedler eller korrespondance til at understøtte, at arbejdet faktisk var udført.