Fortolkning af litispendens i underholdssager (Forordning 4/2009): Identitet af parter og genstand

Kommissionen indgav indlæg og argumenterede for, at selvom kravene generelt vedrører underhold, manglede de identitet med hensyn til genstand og periode, hvilket udelukker litispendens efter artikel 12, men muligvis åbner for anvendelse af artikel 13 om sammenhængende krav.

Domstolen fastslår, at betingelserne for litispendens som fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 4/2009 ikke er opfyldt i hovedsagen, og den tyske ret er derfor ikke tvunget til at erklære sig inkompetent eller udsætte sagen automatisk.

Domstolens ræsonnement fokuserede på de kumulative betingelser i artikel 12:

Manglende identitet af genstanden

• Selvom begge sager vedrører underholdspligt, har sagsøgernes krav ikke et identisk formål (genstand). Den belgiske sag omhandler godtgørelse til moderen for tidligere afholdte udgifter over for faderen, mens den tyske sag omhandler et kontant underholdsbidrag, som barnet (ZO) kræver af moderen.
• Kravene tidsmæssigt overlapper heller ikke fuldstændigt og forfølger forskellige økonomiske mål i forhold til parterne.

Identitet af parter (Fortolkning)

• Domstolen bekræfter, at selvom parterne formelt set er forskellige, kan begrebet »samme parter« fortolkes funktionelt i overensstemmelse med tidligere retspraksis (Drouot-dommen). Dette gælder, når parter har så identiske og uadskillelige interesser (her: barnets tarv), at en dom mod den ene har retskraft over for den anden. Det påhviler den nationale ret at vurdere dette.

Sammenhængende krav (Artikel 13)

• Domstolen fastslår dog, at den manglende litispendens efter artikel 12 ikke udelukker, at de to krav kan anses for at være indbyrdes sammenhængende i henhold til forordningens artikel 13, stk. 3.
• Hvis den forelæggende ret vurderer, at kravene er så snævert forbundne, at samtidig behandling er ønskelig for at undgå uforenelige retsafgørelser, kan retten i medfør af artikel 13 vælge (diskretionært) at udsætte sagen.

VSB m.fl. argumenterede for, at anmeldelsen med civilretlig partsstilling primært var af strafferetlig karakter og derfor ikke omfattet af forordningens anvendelsesområde. Aertssen-selskaberne argumenterede for, at anmeldelsen skulle betragtes som et krav i hovedsagen, og at Rechtbank Gelderland derfor skulle udsætte sagen.

Domstolen skulle tage stilling til, om en anmeldelse med civilretlig partsstilling er omfattet af forordningens anvendelsesområde, om den kan betragtes som et krav fremsat ved en ret i henhold til artikel 27, og hvornår sagen i så fald anses for anlagt i henhold til artikel 30.