Nægtelse af fradrag for underleverandørudgifter: Manglende dokumentation og mistanke om fiktive fakturaer førte til skærpet bevisbyrde

Sagen omhandler en enkeltmandsvirksomhed i tømrerbranchen, hvis fradrag for udgifter til underleverandører i indkomstårene 2019 og 2020 blev nægtet af Skattestyrelsen. De nægtede fradrag udgjorde i alt 1.666.164 kr., fordelt med 1.047.764 kr. i 2019 og 618.400 kr. i 2020. Skattestyrelsen begrundede forhøjelsen med, at udgifterne ikke blev anset for at være afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Baggrund for Tvivl

Den primære underleverandør, [virksomhed2] ApS (som senere gik konkurs), blev af Skattestyrelsen mistænkt for at fungere som en 'fakturafabrik'. Kontrol viste, at selskabet tilsyneladende drev både en reel virksomhed og en 'fiktiv' virksomhed. Betalinger for de fakturaer, som klageren fratrak, blev overført til en udenlandsk konto (Litauen) og derefter videreført til andre konti i udlandet, uden at der var tegn på dækkende løn- eller driftsomkostninger til at udføre de fakturerede ydelser.

Skattestyrelsen lagde vægt på følgende:

• Klageren undlod i første omgang at fremsende regnskabsmateriale, hvilket udløste en rykker. (Se Skattekontrollovens § 53, stk. 1).
• De fremlagte 18 fakturaer fra underleverandøren var mangelfulde og bar præg af at være uden reelt indhold, med korte beskrivelser som “mandskabsudlejning”, “sag” eller “udført arbejde”, og uden tilstrækkelig specificering af omfanget, arten, tidspunktet eller hvem der havde udført arbejdet.
• Klageren havde ikke fremlagt støttebilag som samarbejdsaftaler, timesedler eller korrespondance, der kunne dokumentere realiteten bag samhandlen.

Klagerens Argumenter

Klageren argumenterede for, at betingelserne for fradrag var opfyldt, herunder momsfradrag i henhold til Momsloven § 37, stk. 1, da fakturaerne var betalt ved elektroniske overførsler og dækkede reelle leverancer. Klageren anførte desuden, at underleverandørens interne forhold, herunder mistanke om kædesvig eller hvidvask, ikke kunne pålægges klageren, medmindre klageren vidste eller burde have vidst det (C-439/04, Axel Kittel). Klageren fremhævede, at det ikke er kutyme i branchen med skriftlige samarbejdsaftaler, og at fakturaer som udgangspunkt er tilstrækkelig dokumentation.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse og nægtede klageren fradrag for udgifterne.

Retten fastslog, at bevisbyrden for, at udgifter er fradragsberettigede i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, påhviler skatteyderen. Beviskravet skærpes, når der foreligger usædvanlige omstændigheder, som det var tilfældet her.