Traktatbrud: Tjekkiet idømmes fast beløb for manglende gennemførelse af Whistleblowerdirektivet, og Domstolen justerer bødeberegning

Europa-Kommissionen anlagde sag mod Den Tjekkiske Republik i henhold til artikel 258 TEUF og artikel 260, stk. 3, TEUF, med påstand om, at medlemsstaten havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 26, stk. 1 og 3, i direktiv (EU) 2019/1937 (Whistleblowerdirektivet). Fristen for gennemførelse af direktivet udløb den 17. december 2021, men Tjekkiet havde ikke vedtaget og meddelt alle nødvendige love og administrative bestemmelser til Kommissionen.

Den Tjekkiske Republik erkendte, at fuldstændig gennemførelse ikke var sikret inden udløbet af fristen i den begrundede udtalelse (september 2022). Medlemsstaten påstod dog, at en delvis gennemførelse allerede var sket gennem eksisterende national lovgivning, såsom civilloven, arbejdsloven og administrative praksisser, samt at Kommissionen i stævningen havde ændret tvistens genstand, hvilket tilsidesatte landets ret til forsvar.

Kommissionen fastholdt, at eksisterende, generel lovgivning uden udtrykkelig henvisning til direktivet ikke opfyldte kravene om retssikkerhed og klarhed, og at traktatbruddet først blev bragt til ophør den 1. august 2023, da de tjekkiske love (nr. 171/2023 og 172/2023) trådte i kraft. Kommissionen krævede derfor betaling af et fast beløb på 2.895.900 EUR for perioden, hvor traktatbruddet varede (591 dage).

Domstolen fastslog, at Den Tjekkiske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 26, stk. 1 og 3, i direktiv 2019/1937, idet medlemsstaten ikke inden for fristen i den begrundede udtalelse havde vedtaget og meddelt alle de nødvendige, specifikke gennemførelsesforanstaltninger.

Afvisning af formalitetsindsigelser og fastsættelse af traktatbrud

Domstolen afviste Den Tjekkiske Republiks indsigelser om, at Kommissionen skulle have ændret genstanden for traktatbruddet. Sagens genstand var fra begyndelsen fastlagt som manglende vedtagelse af positive og meddelte gennemførelsesforanstaltninger.

Domstolen bekræftede, at når et direktiv udtrykkeligt kræver, at gennemførelsesbestemmelser skal indeholde en henvisning til direktivet (som i artikel 26, stk. 3), er vedtagelsen af en positiv national foranstaltning nødvendig. Generel, eksisterende lovgivning, der ikke henviser til direktivet, og administrativ praksis, der ikke er offentliggjort, opfylder ikke kravene om klarhed og retssikkerhed (præmis 63-65).

Fastsættelse af det faste beløb (Artikel 260, stk. 3, TEUF)

Domstolen fandt, at traktatbruddet var omfattet af artikel 260, stk. 3, TEUF, og at pålæggelse af et fast beløb var passende givet overtrædelsens alvorlige karakter og varighed (18. december 2021 til 31. juli 2023). Domstolen var dog ikke bundet af Kommissionens foreslåede beløb eller dens beregningsmetoder i 2023-meddelelsen.