Search for a command to run...
Dato
5. marts 2025
Udsteder
Domstolen
Land
Luxembourg
Dommer
Europa-Kommissionen, EU’s institutioner og organer
Dokument
Nøgleord
Europa-Kommissionen anlagde traktatbrudssøgsmål mod Storhertugdømmet Luxembourg i henhold til artikel 258 og artikel 260, stk. 3, TEUF, idet medlemsstaten havde undladt at vedtage og meddele de nationale love og administrative bestemmelser, der var nødvendige for at gennemføre direktiv (EU) 2019/1937 (whistleblowerdirektivet) inden den fastsatte frist den 17. december 2021.
Den administrative procedure kulminerede i en begrundet udtalelse af 15. juli 2022. Da Luxembourg stadig ikke havde opfyldt sine forpligtelser ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse, anlagde Kommissionen sag ved Domstolen.
Luxembourg gennemførte direktivet under sagens behandling med ikrafttrædelse af Lov af 16. maj 2023 (den 21. maj 2023). Som følge heraf justerede Kommissionen sin påstand og frafaldt kravet om tvangsbøder, men fastholdt kravet om et fast beløb på 467.100 EUR for den periode, traktatbruddet havde varet ved (519 dage).
Luxembourg bestred størrelsen af det faste beløb, særligt Kommissionens automatiske anvendelse af en høj koefficient for tilsidesættelsens grovhed (10) baseret på Kommissionens meddelelse fra 2023. Medlemsstaten påberåbte sig formildende omstændigheder, herunder at lovgivningsprocessen var forlænget, da de havde valgt at udvide direktivets beskyttelsesområde til også at dække overtrædelser af national ret.
Domstolen fastslog, at Storhertugdømmet Luxembourg havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 26, stk. 1 og 3, i direktiv 2019/1937, da de ikke havde vedtaget og meddelt de nødvendige gennemførelsesforanstaltninger inden udløbet af fristen i den begrundede udtalelse.
Med henblik på at fastsætte sanktionens størrelse pålagde Domstolen betaling af et fast beløb, men justerede Kommissionens beregning, idet retten udøvede sit eget skøn over proportionaliteten:
Domstolen accepterede ikke Luxembourgs argumenter om formildende omstændigheder. Medlemsstatens valg om at udvide direktivets anvendelsesområde på nationalt plan kan ikke retfærdiggøre forsinkelsen i gennemførelsen af EU-retten. Ligeledes udgør medlemsstatens pligt til loyalt samarbejde (artikel 4, stk. 3, TEU) en grundlæggende forpligtelse og kan kun betragtes som en formildende omstændighed, hvis den vidner om eksemplarisk hurtighed, hvilket ikke var tilfældet her.
Domstolen gentog tidligere praksis og fastslog, at den automatiske anvendelse af en koefficient for grovhed på 10 i alle tilfælde af manglende gennemførelse af direktiver er i strid med proportionalitetsprincippet, idet det hindrer Domstolen i at tilpasse sanktionen til de konkrete konsekvenser af overtrædelsen.
Domstolen afviste desuden Kommissionens metode til beregning af den finansielle n-faktor (betalingsevne), da Kommissionen havde vægtet et demografisk kriterium (befolkning) i beregningen sammen med BNP. I overensstemmelse med Domstolens retspraksis skal BNP betragtes som den væsentligste faktor i vurderingen af medlemsstatens betalingsevne for at sikre afskrækkende og proportionale sanktioner.
Afgørelsen bekræfter og præciserer flere grundlæggende principper vedrørende traktatbrud og pålæggelse af økonomiske sanktioner:

Kursus afholdes:
8. oktober i Hvidovre
9. oktober i Aarhus
Kurset giver deltagerne en grundig indføring i EU's nye løngennemsigtighedsdirektiv og dets praktiske im...
Læs mereLignende afgørelser

EU-Domstolen
Europa-Kommissionen anlagde sag mod Storhertugdømmet Luxembourg for manglende overholdelse af en tidligere dom (C-452/05) vedrøren...

EU-Domstolen
Denne sag vedrører Europa-Kommissionens søgsmål mod Det Forenede Kongerige (UK) i henhold til artikel 260, stk. 2, TEUF, om mangle...

EU-Domstolen
Europa-Kommissionen anlagde sag mod Kongeriget Belgien for manglende overholdelse af Domstolens tidligere dom (C-27/03) vedrørende...