Traktatbrud: Luxembourg pålægges fast beløb for manglende gennemførelse af whistleblowerdirektivet

Europa-Kommissionen anlagde traktatbrudssøgsmål mod Storhertugdømmet Luxembourg i henhold til artikel 258 og artikel 260, stk. 3, TEUF, idet medlemsstaten havde undladt at vedtage og meddele de nationale love og administrative bestemmelser, der var nødvendige for at gennemføre direktiv (EU) 2019/1937 (whistleblowerdirektivet) inden den fastsatte frist den 17. december 2021.

Den administrative procedure kulminerede i en begrundet udtalelse af 15. juli 2022. Da Luxembourg stadig ikke havde opfyldt sine forpligtelser ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse, anlagde Kommissionen sag ved Domstolen.

Luxembourg gennemførte direktivet under sagens behandling med ikrafttrædelse af Lov af 16. maj 2023 (den 21. maj 2023). Som følge heraf justerede Kommissionen sin påstand og frafaldt kravet om tvangsbøder, men fastholdt kravet om et fast beløb på 467.100 EUR for den periode, traktatbruddet havde varet ved (519 dage).

Luxembourg bestred størrelsen af det faste beløb, særligt Kommissionens automatiske anvendelse af en høj koefficient for tilsidesættelsens grovhed (10) baseret på Kommissionens meddelelse fra 2023. Medlemsstaten påberåbte sig formildende omstændigheder, herunder at lovgivningsprocessen var forlænget, da de havde valgt at udvide direktivets beskyttelsesområde til også at dække overtrædelser af national ret.

Domstolens afgørelse om traktatbrud og sanktion

Domstolen fastslog, at Storhertugdømmet Luxembourg havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 26, stk. 1 og 3, i direktiv 2019/1937, da de ikke havde vedtaget og meddelt de nødvendige gennemførelsesforanstaltninger inden udløbet af fristen i den begrundede udtalelse.

Med henblik på at fastsætte sanktionens størrelse pålagde Domstolen betaling af et fast beløb, men justerede Kommissionens beregning, idet retten udøvede sit eget skøn over proportionaliteten:

• Fastlæggelse af det faste beløb: Det faste beløb blev fastsat til 375.000 EUR.
• Varighed: Traktatbruddet varede fra den 18. december 2021 til den 20. maj 2023 (519 dage).

Domstolen accepterede ikke Luxembourgs argumenter om formildende omstændigheder. Medlemsstatens valg om at udvide direktivets anvendelsesområde på nationalt plan kan ikke retfærdiggøre forsinkelsen i gennemførelsen af EU-retten. Ligeledes udgør medlemsstatens pligt til loyalt samarbejde (artikel 4, stk. 3, TEU) en grundlæggende forpligtelse og kan kun betragtes som en formildende omstændighed, hvis den vidner om eksemplarisk hurtighed, hvilket ikke var tilfældet her.

Vurdering af Kommissionens sanktionsmetode