Fastsættelse af sanktioner for Estlands manglende implementering af Whistleblowerdirektivet – Domstolen afviser automatisk anvendelse af grovhedskoefficient

Europa-Kommissionen anlagde sag mod Republikken Estland i henhold til artikel 258 TEUF og artikel 260, stk. 3, TEUF, med påstand om fastsættelse af økonomiske sanktioner for manglende gennemførelse og meddelelse af nationale bestemmelser til implementering af direktiv (EU) 2019/1937 (Whistleblowerdirektivet).

Fristen for implementering af direktivet, som fastsætter fælles minimumsstandarder for beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten, udløb den 17. december 2021. Estland havde ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse (15. juli 2022) stadig ikke vedtaget og meddelt de nødvendige love og administrative bestemmelser.

Estland erkendte traktatbruddet, men argumenterede for, at forsinkelsen skyldtes nationale politiske forhold (parlamentsvalg i marts 2023). Desuden hævdede Estland, at den eksisterende nationale lovgivning (fx love om arbejdskontrakter og bekæmpelse af korruption) allerede indeholdt visse beskyttelsesforanstaltninger, hvilket burde reducere grovheden af overtrædelsen og dermed størrelsen af de foreslåede økonomiske sanktioner.

Domstolen fastslog, at Republikken Estland havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 26, stk. 1 og 3, i direktiv 2019/1937 ved ikke at vedtage og meddele gennemførelsesforanstaltningerne inden for fristen. Da traktatbruddet fortsatte indtil Domstolens undersøgelse af de faktiske omstændigheder (afslutningen af den skriftlige forhandling), fandt Domstolen det berettiget at pålægge både et fast beløb og en tvangsbøde i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF.

Fastsættelse af sanktionernes størrelse

Domstolen bemærkede, at traktatbruddet i princippet er alvorligt, da det vedrører et vigtigt instrument, der beskytter offentlige interesser. Imidlertid afviste Domstolen Kommissionens automatiske anvendelse af en grovhedskoefficient på 10, da dette forhindrer en tilpasset vurdering af overtrædelsens faktiske konsekvenser, især når national ret allerede indeholder visse beskyttelsesmekanismer – selvom disse er spredte og ikke opfylder direktivets formkrav.

Desuden afviste Domstolen Kommissionens beregningsmetode for den såkaldte »n«-faktor (betalingsevne), som vægter befolkningstal sammen med BNP. Domstolen fastholdt, at BNP er den væsentligste faktor for betalingsevne.

Domstolen fastsatte følgende sanktioner, som er lavere end Kommissionens oprindelige forslag for tvangsbøden, men højere for det faste beløb end minimumsbeløbet:

Sanktionstype